Du klikker på et kort, og lynhurtigt får du overblik over forbrydelserne i dit kvarter. Helt ned til en kvadratkilometer af et område kan du se antallet af anmeldelser af alt fra røverier til hærværk, butikstyverier, narkokriminalitet og indbrud. Så detaljeret bliver Rigspolitiets nye statistik, som går i luften 2. maj på www.politi.dk. Oplysningerne bliver opdateret hvert kvartal. »Vi ønsker at komme fru Jensen i møde med faktuelle oplysninger om kriminaliteten. Med denne side kan hun hurtigt og præcist få et overblik over forbrydelserne i hendes kommune eller boligområde«, siger politimester Lene Frank fra Rigspolitiet. Statistik på finansloven Den nye statistik er et resultat af en aftale i forbindelse med finansloven, som indeholdt krav om mere åbenhed i politiets arbejde. »De mange nye oplysninger vil helt klart blive brugt af grundejerforeninger, men også af lokalpolitikere og borgere, som måske er opskræmte over kriminaliteten i et område, eller bare vil følge med i, om politiet gør sit arbejde«, siger Lene Frank. Rigspolitiets nye initiativ får store konsekvenser for boligpriserne, forudser kommunikationschefen Preben Angelo fra ejendomsmæglerkæden Home. »Hjemmesiden vil ikke være salgsfremmende i områder med høj kriminalitet. Nogle boligkøbere vil undgå disse områder, så her falder prisen. Til gengæld vil det tiltrække andre kunder«, siger han. Nemmere at sammenligne forbrydelser Hidtil har det kun være muligt at finde oplysninger om forbrydelser i den enkelte politikreds. Med det nye statistikmodul kan man sammenligne antallet af forbrydelser med resten af kommunen, andre kommuner og resten af landet. Chef for forsikringsoplysningen i Forsikringens Hus Bjørn Iversen forudser ikke problemer med Rigspolitiets nye initiativ. Forsikringsbranchen bruger normalt postnumre, når de udregner præmiestørrelserne. »Men forsikringsselskaber som Codan og Topdanmark har allerede meldt ud, at de vil gå mere detaljeret til værks. At borgerne nu får samme mulighed, kan jeg ikke se det store problem i«, siger Bjørn Iversen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























