Ny S-formand styrker SF og Søvndal

Lyt til artiklen

Helleeffekten har nu bredt sig til den anden formandskamp på venstrefløjen. Men selv om valget af Helle Thorning-Schmidt som ny socialdemokratisk formand kan flytte nogle stemmer i retning af den kvindelige SF-spidskandidat, Pia Olsen, er Villy Søvndal stadig favorit til formandsposten hos SF. Sådan lyder vurderingen fra en række forskere, der har kigget nærmere på effekten af det netop overståede formandsvalg hos Socialdemokraterne. Ståsted til Venstre »Nogle SF-medlemmer vil nok følge med tendensen hos Socialdemokraterne og vælge en kvinde, der symbolsk kan matche Helle. Men hovedparten vil se det som centralt - og måske mere end tidligere - med en formand med solid politisk erfaring og ståsted markant til venstre. Nemlig Villy Søvndal«, mener Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor på Aalborg Universitet. Han ser det som afgørende, at Søvndal modsat de andre formandsemner har plads i Folketinget. Et argument, der kan veje tungere efter valget af Helle Thorning-Schmidt, der først nu gør sin debut på Christiansborg. Et skridt mod højre Partiforsker Hans Jørgen Nielsen, lektor ved Københavns Universitet, peger på, at Socialdemokraternes kurs af mange SF'ere vil opfattes som et skridt imod højre. Derfor kan de hælde til en kandidat, der som Søvndal står for en klassisk venstreorienteret profil. »Nogle vil inspireres til at tage en kvinde, men Søvndal ligger til at få en stor mængde stemmer, fordi han garanterer en kurs, mange SF'ere kan tilslutte sig, og fordi Pia Olsen måske opfattes som for moderne«, vurderer han. De venter ikke, at valget af Helle Thorning-Schmidt kommer til at flytte et betydeligt antal stemmer til den tredje kandidat, Meta Fuglsang, som ikke spås store chancer for at blive udråbt som ny partileder, når afgørelsen offentliggøres torsdag i næste uge. Markant S-fremgang Meldingerne kommer samtidig med en ny Vilstrupundersøgelse, der viser markant fremgang for Socialdemokraterne på 4 procentpoint efter afgørelsen af formandsvalget. SF har til gengæld stort set ikke bevæget sig siden valget - 0,3 procentpoint frem. Men det vil ændre sig fremover, spår partiforskerne. Den nye linje under Helle Thorning-Schmidt tegner nemlig til et ryk mod midten, hvilket for SF giver mere plads at boltre sig på til venstre: »SF får god plads til venstre for midten og kan profilere sig på både en mere åben udlændingepolitik og mere gavmild fordelingspolitik. Det er en gevinst for SF, at Frank Jensen, der ville presse dem helt anderledes på kerneområderne, ikke blev formand«, vurderer Hans Jørgen Nielsen, der bakkes op af Johannes Andersen i den vurdering. Pia Olsen: Gavner mine chancer Pia Olsen mener til gengæld, at den nye socialdemokratiske formand vil gavne hendes chancer. »Vi er meget mandsdominerede i folketingsgruppen, mens Socialdemokratiet nu er et parti domineret af stærke kvinder. Mange medlemmer vil tænke, at hvis vi skal have nogen som helst chance for at vise, at vi er et progressivt parti, er det godt med en kvindelig partiformand«, siger hun. Søvndal: S-valg har ingen betydning Villy Søvndal mener, at valget af S-formand har marginal betydning for SF's formandsvalg, da afgørelsen kommer så sent i processen. Han er enig i, at Helle Thorning giver SF en fordel fremover: »Der bliver klart større klumpspil på midten. Og som gammel fodboldspiller ved jeg, at en forudsætning for at score mål er velfungerende fløjspil. Derfor stiger behovet for et markant og tydeligt venstrefløjsparti«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her