Politiet leder efter fire andengenerations-indvandrere i en stor, mørk bil - muligvis af mærket Audi A6 - efter at en person blev dræbt og tre såret under et voldsomt skyderi i Pusher Street i Christiania. Ifølge kriminalpolitiets centrale vagtleder blev der benyttet to maskinpistoler under skyderiet. Skudepisoden fandt sted, da de mistænkte pludselig åbnede ild ud for Fælleskøkkenet ved Pusher Street i Christiania. »Jeg så silhuetten af en mand med en maskinpistol. Han skød nedad, så der stod en kraftig støvsky omkring ham på grund af kuglerne. Til sidst havde han ikke styr på pistolen«, siger et vidne til Ritzau efter skyderiet. Mangler motiv Flere flygtede i panik fra fristaden, da skyderiet begyndte, og politiet er indtil videre tilbageholdende med oplysninger. »Vi ved ikke noget om motivet, intet overhovedet. Lige nu har vi sat ind for at få klarhed over, hvad der er sket«, oplyser kriminalinspektør Per Leo Jepsen til Ritzau, da han var i gang med at få styr på begivenhederne på Christiania. Tilsyneladende kom mændene fra området ved Den grå Hal og gik hen til Pusher Street. Her trak de en maskinpistol og en pistol og skød løs mod de mennesker, der var i den gamle hashhandlergade. »Hvad og hvorledes de ramte og hvem de skød efter, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Det er en ret omfattende efterforskning. Vi har mange afhøringer at foretage«, siger Per Leo Jepsen. Ofre bliver afhørt Indtil videre er der ingen oplysninger om de sårede og den dræbte. »Vi ved egentlig ikke, hvem personerne er. Politiet er på hospitalerne for at afhøre dem, i den udstrækning, vi kan afhøre dem«, siger han. Kriminalinspektøren kunne ikke sige, om der var tale om en aktion fra en af de hashklubber, der er skudt op ude i byen efter at politiet fik standset den massive hashhandel i Pusher Street.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























