En målrettet indsats mod rockere har det sidste år udløst skattesmæk på over 20 millioner kroner til 100 medlemmer af Bandidos og Hells Angels. I tæt samarbejde med Told & Skat og en lang række andre myndigheder har politiet lagt så meget pres på rockerne, at de i dag er blevet langt mindre synlige - både i gademiljøet og de kriminelle statistikker, viser en ny statusrapport. »Vi tør godt sige ligeud, at rockerne er nede på flad fod. Hele miljøet er trængt i bund«, siger Troels Ørting Jørgensen, chefkriminalinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), der bekæmper organiseret kriminalitet. Gør livet surt Rockerstrategien, der er døbt Projekt Casino, går ud på at samle alle myndigheder i en fælles kulegravning af rockernes økonomiske forhold både herhjemme og i udlandet. Under ledelse af en styregruppe har sociale myndigheder, tekniske forvaltninger, pantefogeder, skattekontorer m.fl. givet rockerne og kredsen omkring dem det helt store eftersyn. »Vi ved godt, at vi ikke optrevler alle de kriminelle aktiviteter, rockerne står for, men ved at lade alle myndigheder se deres levestandard efter i sømmene, kan vi gøre livet surt for dem, og det er lykkedes over al forventning«, siger Troels Ørting Jørgensen. Mens rockerne nu er trængt et par skridt i baggrunden, er andre kriminelle grupper i fuld gang med at udfylde hullet efter dem. »Tidligere var der stort set altid en rocker indblandet et eller andet sted i de anmeldelser, vi fik ind, men nu ser vi flere sager, hvor andre bander optræder på egen hånd. Det skyldes formentlig, at rockerne ikke har kræfter til at holde andre fra fadet«, siger Troels Ørting Jørgensen. Strategi skal kopieres En af de mest markante grupperinger er utilpassede unge anden- og tredjegenerationsindvandrere, som trods deres unge alder begår grov kriminalitet som overfald og røveri og sælger hash og hårde stoffer. De fylder så godt op i kriminalstatistikkerne - og fængslerne - at justitsminister Lene Espersen (K) i sidste måned bad Rigspolitiet komme med en handlingsplan til at bekæmpe gadebander og de netværk af organiserede kriminelle, som vokser ud af banderne. Redegørelsen er endnu ikke færdig, men ifølge Troels Ørting Jørgensen vil den indeholde et konkret forslag om at bruge erfaringerne fra rockerområdet til at bekæmpe de nye organiserede bander. »Vi vil anbefale, at man overfører erfaringerne fra Projekt Casino direkte på de grupperinger, justitsministeren har bedt os om at lave en handlingsplan for. Vi står i dag med en værktøjskasse, der har vist sig utrolig effektiv«, siger Troels Ørting Jørgensen. Horsens er renset Mens Projekt Casino effektivt har ramt rockerne på pengepungen, er Horsens nået et skridt videre og har stort set renset byen for rockere. En lokal drejebog mod rockerkriminalitet har resulteret i en by næsten uden rygmærker. »Vi har prøvet at bryde fødekæderne og stoppe tilgangen til miljøet, og det er lykkedes«, fortæller en af de aktive bag den præventive indsats, kriminalinspektør Kristian Skovhus, Horsens Politi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























