Ørestad gav for dårlig besked

Lyt til artiklen

Ørestadsselskabet har fået en røffel af revisionsfirmaet KPMG for at have sløset med at informere Københavns Kommune. Københavns Kommune ejer godt halvdelen af Ørestadsselskabet og har derfor ret til at udpege en del af medlemmerne i bestyrelsen. Budgetskred Men økonomien i Ørestadsselskabet har været anstrengt og kritiseret. Budgetterne er skredet i flere omgange. Efter at have opført den første del af metroen er selskabet endt med en gæld på 15 milliarder kroner. Derfor bad kommunen i december sidste år KPMG undersøge, om der var givet gode nok informationer rundt i systemet, som rapporten betegner som meget komplekst. Var bestyrelsesmedlemmer fra Københavns Kommune klædt godt nok på af embedsmændene i forvaltningen? Var forvaltningen informeret godt nok af Ørestadsselskabet - og dermed i stand til at klæde bestyrelsesmedlemmerne på? 'Utilstrækkelig' information KPMG lader pilen pege på Ørestadsselskabet: Vigtige oplysninger om økonomien blev givet videre på en måde, der er »utilstrækkelig på væsentlige punkter«, hedder det i rapporten. Ørestadsselskabets budgetter rækker langt ud i fremtiden, og her manglede ifølge revisionsselskabet »kontinuerlig, systematisk og skriftlig opfølgning«. Givet mundtligt Ørestadsselskabets bestyrelsesformand afviser kritikken i en skriftlig kommentar stilet til Københavns Kommune. »Bestyrelsen har løbende modtaget fyldestgørende og rettidig information om selskabets økonomi«, udtaler formand Henning Christophersen. Kritik af rapport Han kritiserer i brevet til kommunen den måde, rapporten er lavet på. Den fokuserer kun på de orienteringer, der er givet videre på skrift. Men det er ikke et dækkende billede, for mange vigtige oplysninger er givet mundtligt på grund af »hensynet til fortrolighed«, hedder det. Den anden gode halvdel af Ørestadsselskabet er ejet af staten - personificeret ved transportminister Flemming Hansen (K). Selskabets opgave er at bygge Københavns Metro og at udvikle Ørestad på Amager. Kilometerlang metroring Selskabet står foran at bygge en 16 kilometer lange metrocityring rundt om Københavns centrum til en pris på 14,7 milliarder kroner. Regeringen har lagt op til, at København, Frederiksberg og staten i fællesskab skal betale metroringen, der efter planen skal være færdig i 2017. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns overborgmester, Lars Engberg (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her