Kulturminister Brian Mikkelsen (K) lover fuld afklaring af hvilke personer, der må få indblik i de fortrolige oplysninger, hvis en ansøger til et job som fodboldtræner, præst eller skolelærer afsløres med en pædofil fortid. Ministeren lover også klare regler for hvilke personer og myndigheder, der har ret til at indhente oplysningerne i kriminalregistret. Løftet kommer, efter at formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Søren Møller, efterlyste klare retningslinjer til forvaltningen af en ny lov, som kulturministeren netop har fremsat i Folketinget. »Udgangspunktet er, at færrest mulig får det at vide. Sigtet er jo ikke at gøre en masse mennesker forskrækkede, men at holde de dømte pædofile ude af foreningerne, så de ikke misbruger børn og unge. Men hvis man har begået pædofile forbrydelser og selv søger ind i en forening, der arbejder med børn, så må man risikere, at andre mennesker vil få det at vide«, siger Brian Mikkelsen til Ritzau.
Kulturminister lover afklaring om børneattester
Lyt til artiklen