Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt præsenterede på et pressemøde i dag sin ny ledelse. Hun afviser samtidig at tale om fløje i partiet. »Fra nu af udpeges folk efter kvalifikationer, og naturligvis også efter om jeg synes, at de kan bidrage med noget i forhold til den opgave som ligger foran os«, siger Helle Thorning-Schmidt. En blandet flok Hun understreger, at hvis hun havde udnævnt en ledelse, hvor forskellige fløje var repræsenteret, som der i nogen grad er tradition for, så ville hun gøre bestemte personer til repræsentanter for en fløj og dermed fastholde opsplitningen. Og selv om mange i den nye ledelse har været hendes støtter gennem hele valgkampen, beskriver den ny formand alligevel ledelsen som »en blandet flok«. Modspil til regeringen Og den blandede flok glæder sig til at komme i gang med arbejdet - som i høj grad kommer til at bestå i at give regeringen modspil. »Jeg ved, at det bliver svært og hårdt, men jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg er meget glad. Nu har gruppen valgt en ledelse, og nu skal vi vise, hvad vi kan. Vi skal give regeringen mere modstand«, siger Lotte Bundsgaard som er den ny politiske ordfører til Ritzau. Skideballer kan blive nødvendige Også den nyvalgte gruppformand Jan Petersen taler om »at tage ansvar for, at Socialdemokraterne kan vinde over Anders Fogh«. Og så afviser han i øvrigt ikke, at han vil dele skideballer ud for at holde sammen på partiet. »Det kan godt være, at der er nogle, der får en skideballe engang imellem. Men så bliver det på en måde, så de ikke går kede ud af lokalet«, siger Jan Petersen til Ritzau. Overraskelsen var selv overrasket Den store overraskelse i gruppeledelsen Poul Andersen, er også selv forbavset over at få posten som gruppesekretær. »Det var jeg ret overrasket over. Jeg havde ikke set i kortene, at jeg skulle være med til at løfte det her, men det er en spændende opgave, vi skal igang med«, siger Poul Andersen til Ritzau. Vinderen har serveretten Socialdemokratiets venstrefløj, hvor mange af folketingsmedlemmerne støtttede Frank Jensen var mere tavse. Sandy Brinck, som på kongressen i sidste måned holdt anbefalelsestalen for Frank Jensen, kalder den ny formands ledelse for »ren«. »Når man vinder, har man også ret til at sætte sit eget hold. Det har Helle gjort. Det er et meget rent hold, men sådan er det. Hun har serveretten. Vi kan jo se, at det er dem der har støttet Helle, der er med på holdet, men nu stoppede vi jo med det med fløjsnak i går«, siger Sandy Brinck til Ritzau. Selv vil hun gerne arbejde videre med rets- og socialpolitik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























