I alt syv mænd er dømt for at have deltaget i Danmarks hidtil største sag om piratkopiering af computerspil og programmer. De fem slap med betingede straffe, mens de to bagmænd blev idømt tolv og otte måneders ubetinget fængsel. Tolv måneders fængsel var den maksimale straf, som Københavns Byret kunne idømme bagmændene. De syv mænd solgte i perioden fra 1998 til 2002 cd'er fyldt med spil og programmer, som de havde kopieret ulovligt. Cd'erne, som gik under navnene Akira, Frozen og Syndicate, fik de produceret på fabrikker i Israel, Polen, Østrig, Tjekkiet og Tyskland. 900.000 cd'er I alt 900.000 cd'er blev solgt til danskere, og byretten lægger i den hårde dom vægt på, at bagmændene har haft »et meget betydeligt udbytte« ud af den ulovlige piratkopiering. Hvor mange penge de præcis har tjent, vides ikke, men salgsprisen på cd'erne, der blev solgt i pakker med 5-10, lå på omkring 200-300 kroner for en pakke. Pakkerne blev i første omgang solgt til mellemmænd, der indkøbte store partier, og som så solgte dem videre. Hver cd indeholdt en blanding af programmer og computerspil. Annonceret via hjemmeside I begyndelsen blev de solgt via mund til mund-metoden, men senere kunne man på hjemmesider se, hvornår der kom nye cd'er, og hvad der var på dem. »Jeg købte dem gennem to kammerater, og de blev bedre og bedre. Nogle af de sidste kom i fine papæsker, og der var et godt menusystem på dem, hvor man kunne se billeder af alle de programmer, der var på dem«, siger en af de brugere, der i slutningen af 1990'erne jævnligt købte cd'erne. Han ønsker at være anonym, men hans identitet er Politiken bekendt. »Det var da klart, at man ikke kunne sige nej, når det var så billigt. Jeg kunne i hvert fald ikke. Det var superfedt lavet - det var bare synd, at det var ulovligt«. Paller i havnen Første gang myndighederne kom på spor af de ulovlige cd'er, var, da Told & Skat i Københavns Havn i oktober 1999 afslørede en polsk lastvogn med to paller cd'er. Det førte til, at Politiets bedrageriafdeling begyndte at efterforske sagen. Politiets efterforskning har vist, at de fleste cd-fabrikker ikke har stillet spørgsmål, når de blev bedt om at trykke de ulovlige cd'er. Kun en østrigsk fabrik spurgte bagmændene, om de havde de nødvendige licenser, hvorefter bagmændene trak ordren tilbage. Nu på nettet Sagen mod de syv har været længe undervejs, og de organisationer, der bekæmper piratkopier, slås ikke længere mod den type piratkopiering, de syv er dømt for. »Problemet med fabrikker, der piratkopierer software på cd'er, ser vi ikke længere, efter at bredbåndsforbindelserne har bredt sig. Piratkopieringen af software foregår i dag i stedet via internettet«, siger Niels M. Andersen, der repræsenterer softwareorganisationen BSA samt Multimedieforeningen. Bred tilfredshed Hos Antipiratgruppen, der er film- og musikbranchens fælles initiativ mod piratkopiering, glæder man sig over den hårde dom. »Det er en klar markering af alvoren«, siger advokat Torben Steffensen. Han påpeger dog samtidig, at der er langt fra denne sag til de sager, som Antipiratgruppen fører i dag. Her foregår kopieringen af spil, musik, film og programmer via internettet og ikke på kopierede cd-rommer, og som regel har piraterne ikke nogen direkte økonomisk gevinst ud af det. »De får ikke noget provenu ud af den deling, de foretager. Men de sparer jo det, de måtte give, hvis de skulle købe tilsvarende«, siger Torben Steffensen. Forsvarer ikke kommercielle fildelere Også hos Antipiratgruppens modstykke Piratgruppen er man tilfredse med dommen. »Vi er ikke for kommerciel fildeling - eller piratkopiering, som I kalder det. De syvs handlinger kan ikke sammenlignes med den kamp, Piratgruppen fører for lovliggørelse af ikke-kommerciel fildeling«, siger Sebastian Gjerding, talsmand for Piratgruppen, der blandt andet hjælper private, som mødes med erstatningskrav fra Antipiratgruppen. De dømte mænd har ikke afgjort, om de vil anke dommen til Østre Landsret. En ottende, der også var tiltalt i sagen, blev frifundet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























