Integrationsministeriet har nu Højesterets ord for, at de danske regler om familiesammenføring ikke krænker menneskerettighederne, og at ministeriet bruger reglerne rigtigt. Det er første gang, Højesteret har afgjort en sag om familiesammenføring og bestemmelserne om tilknytning til Danmark, så i ministeriet er man lettet. Integrationsminister Rikke Hvilshøj skriver i en kort mail til Politiken, at »det er godt, at der er truffet en klar afgørelse«. Tre familier Højesterets dom drejer sig om tre familiesammenføringssager og de regler, der gjaldt i 13 måneder inden den nuværende regerings stramninger af udlændingeloven per 1. juli 2002. Men reglen om et pars samlede tilknytning til Danmark er med i begge love, så nu regner ministeriet også med at vinde lignende sager, der er på vej gennem retssystemet. I Højesterets eget resume af dommen hedder det, at »der ikke var grundlag for at antage, at afgørelserne var baseret på ulovlige kriterier, eller at ministeriet havde undladt at inddrage relevante forhold i afvejningen«. Senere i resumeet hedder det, at »afslag på opholdstilladelse heller ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller 14«. De to artikler handler om retten til familieliv og om diskrimination. Hvis de tre par havde vundet, havde tre velintegrerede indvandrerfamilier fra Tyrkiet, Elfenbenskysten og Nigeria kunnet leve videre i Danmark - og ministeriet havde samtidig været nødt til at lave cirka 500 lignende afgørelser om. Splittet I stedet er to af de tre familier blevet splittet. Det skete i månederne efter, at Østre Landsret i december 2003 kom til samme resultat som Højesteret. Siden den dom er den ene af de tre familier flyttet til Frankrig. I de to andre familier er henholdsvis manden og konen rejst tilbage til deres oprindelsesland. Overvejer at sende sagen til menneskeretsdomstol Roskildeadvokaten Anders Christian Jensen, der har ført sagen for de tre familier, overvejer at indbringe den for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: »Som jeg læser dommen, har de syv højesteretsdommere ikke villet røre ved sagen med en ildtang. De har i stedet trukket gardinerne for«, siger han. »Det er en af den type sager, hvor politikerne skubber hele ansvaret over på domstolene. Hvilket en af dommerne (Torben Melchior, red.) jo selv har klaget over offentligt«. Fortvivlede familier Ifølge advokaten er der lørdag et møde i organisationen Ægtepar Mellem Udlændinge. Her afgøres det, om sagen skal gå videre. »I mellemtiden er de to familier helt fortvivlede. De to ægtefæller, der måtte forlade Danmark, kan ikke engang få visum til at besøge dem. Det ene par har tre børn, og de har nu ikke haft besøg af deres mor i to år«, siger han. Det var ikke i aftes muligt at få en kommentar fra Institut for Menneskerettigheder, idet både instituttets direktør Morten Kjærum og afdelingsleder Birgitte Kofod Olsen var til møder i Genève.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























