Hospital under mistanke for sjusk ved spædbarns død

Shilan Shokat Mardue mistede sit lille barn, da det skulle undersøges på Hvidovre Hospital. På krisecentret har hun og manden Shorash siden fået en lille ny, Barez.   Foto: Jacob Ehrbahn
Shilan Shokat Mardue mistede sit lille barn, da det skulle undersøges på Hvidovre Hospital. På krisecentret har hun og manden Shorash siden fået en lille ny, Barez. Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Hasti Mohamed var kun syv måneder gammel, da hun døde på Hvidovre Hospital. Det er nu tre år siden, men hendes mor Shilan må stadig kæmpe med gråden, når hun taler om sit døde barn. »Hvorfor skulle hun dø? Jeg kan ikke forstå det. Hvorfor? Dagen før hun kom på hospitalet, havde hun det godt. Så hvorfor skulle hun dø?«. Hastis far, Shorash, skubber et fotoalbum hen over bordet. »Se billederne. De er taget dagen før. Det er ikke til at forstå, at hun en dag senere var død«, siger Shorash. Hasti var ikke rask Billederne viser ganske rigtigt et barn, der langtfra ligner en patient. En baby, der som alle andre babyer ligger og spræller på et tæppe. Men billeder kan lyve, for lille Hasti var ikke rask, da billedet blev taget 14. maj 2002. Efter en operation for en kompliceret hjertefejl på Rigshospitalet i marts havde Hasti pådraget sig en hjerneskade, og nu skulle hun undersøges på Hvidovre Hospitals klinik for traumatisk hjerneskade. Tegn på bedring Men hjerneskader kan have mange niveauer, og Hastis var tilsyneladende ikke uoprettelig. Ved indlæggelsen 15. maj fandt man i hvert fald, at der var tegn til bedring af hendes udvikling både hvad angår kontakt og motoriske funktioner. »Jeg troede på, at Hasti ville få et normalt liv som alle andre børn med skole og sådan noget. Og så var hun død på fem minutter«, siger Shilan lavmælt. Patientklagenævnet behandler i øjeblikket familien Mohameds klage over behandlingen på Hvidovre Hospital, og en afgørelse ventes tidligst til efteråret. Patientforsikringen har imidlertid afsluttet sin del af sagen, og herudfra er det muligt at danne sig et overblik over, hvad der hændte natten mellem 15. og 16. maj. Madrester i lungerne Allerede ved indlæggelsen blev det konstateret, at Hasti ikke selv var i stand til at spise al sin mad, og natten igennem kastede den lille pige op gentagne gange. En lægeundersøgelse har siden klargjort, at hun i nattens løb flere gange fik madrester ned i sine lunger. Næste morgen opdagede en sygeplejerske, at hendes øjenlåg og tunge var blå. Hastis vejrtrækning var besværet, og kl. 8.35 blev en læge tilkaldt. »Det var den samme læge, som havde undersøgt Hasti dagen før. Så tog de røntgen og nogen blodprøver«, siger Shilan. Shilan husker tydeligvis forløbet nærmest minut for minut. Hvordan lægen havde lagt Hasti i en bue som en banan, da hun skulle have en indsprøjtning, og hvordan Hasti havde rullet med øjnene, da han trak sprøjten ud. Og hvordan alle pludselig kom løbende til. »Kort tid efter kom en anden læge ud og sagde til mig, undskyld, din datter blev død«. Afslår erstatning Patientklagenævnet skal nu redegøre for ansvaret i sagen. Men på basis af en speciallægelig vurdering fastslår Patientforsikringen, at man med optimal behandling kunne have undgået, at den lille pige afgik ved døden. Patientforsikringen afslår dog at udbetale erstatning til forældrene. Shilan og Shorash havde ansøgt om 7.978,50 kr. til begravelsen, men Patientforsikringen har en bagatelgrænse på 10.000 kr. Den bagatelgrænse respekteres også på Hvidovre Hospital, som i et brev til familien Mohameds advokat, Bjarke Madsen, skriver, at hospitalet ikke har mulighed for at udbetale erstatningsbeløbet. Men kunne I ikke bare selv betale familien en erstatning ud fra almindelig kulance. Når alt kommer til alt, understreger Patientforsikringen jo, at den lille pige ville have været i live, hvis hun havde fået den rette behandling på Hvidovre Hospital? »Vi opfatter reglerne sådan, at Patientforsikringens bagatelgrænse også er vores, så vi udbetaler aldrig beløb under denne grænse«, siger hospitalsdirektør Torben Stentoft. Forbløffet advokat Stentoft kalder det »en beklagelig sag på alle måder« og siger, at familiens skæbne har gjort dybt indtryk på ham. »Jeg har den største medlidenhed med dem, og vi vil bestemt tage kontakt til familien, når Patientklagenævnets afgørelse er faldet«, siger Torben Stentoft. Advokat Bjarke Madsen siger til Politiken, at han finder det »forbløffende«, at man fra hospitalets side ikke vil anerkende erstatningsansvaret uanset Patientforsikringens afgørelse. Hospital gjorde ingenting »Men det er særligt graverende for sagen, at Hvidovre Hospital ikke af egen drift har undret sig over forløbet og anmeldt sagen til embedslægen. Det skete først, efter at jeg havde indgivet en klage til Patientforsikringen og Patientklagenævnet«, siger Bjarke Madsen. Bjarke Madsen vil nu søge fri proces for Hastis forældre til at stævne Hovedstadens Sygehusfællesskab, som Hvidovre Hospital hører under, for manglende udbetaling af erstatning. Samtidig vil Bjarke Madsen klage til Ombudsmanden over hospitalets manglende undersøgelse af sagen og over, at der var for lidt personale på afdelingen under Hasti Mohameds indlæggelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her