Fysikken bliver sat på prøve, når man begynder i Den Kongelige Livgarde. Ikke mindst eksercits er krævende og en del af baggrunden for, at så mange får knæproblemer og andre idrætsskader under deres tjeneste. »At begynde i Livgarden svarer til at løbe maraton uden at træne rigtigt til det. Rekrutterne er ikke vant til den type øvelser og bevægelser«, siger læge Christoffer Brushøj, der er klinisk assistent på ortopædkirurgisk afdeling på Amager Hospital. Kortere værnepligt Han har optalt samtlige idrætsskader i de måneder, et hold rekrutter var på Garderkasernen i Høvelte. »Omkring tyve procent fik en skade i Høvelte, og jeg har fået oplyst, at cirka lige så mange får idrætsskade under den sidste del af værnepligten, hvor de er i Vagtkompagniet i København«, siger Christoffer Brushøj, der dog for at være på den sikre side forsigtigt anslår, at det kan være op mod 30 procent, der får idrætsskader. Selv om hans optælling er frisk, skal der tages det forbehold, at værnepligten siden er blevet skåret ned fra 12 til otte måneder. Hvordan det påvirker antallet af skader, vides ikke, men Christoffer Brushøj har mødt velvilje hos forsvaret til at gå i gang med et projekt, der skal forebygge skader. Ph.d-afhandling skal give overblik 1.700 rekrutter skal - på frivillig basis - frem til november næste år igennem øvelserne, der fortrinsvis er balance- og strækøvelser. Øvelserne ledes af sergenter, et kvarter tre gange om ugen. Materialet skal bruges i Christoffer Brushøjs ph.d.-afhandling om knæskader. Forsvarsakademiets Center for Idræt har intet overblik over, hvor mange idrætsskader værnepligtige pådrager sig, og ved derfor ikke, om livgardens tal er specielt høje. Livgardens rekrutter adskiller sig fra andre værnepligtige ved næsten udelukkende at være frivillige, men om det kan have sammenhæng med større iver og dermed flere skader, tør leder af forsvarets værnepligtsenhed, major Carsten Kühn Christiansen, ikke give et bud på: »Den afgørende forskel på værnepligtige til livgarden er, at de skal være mindst 175 cm. Men det er rigtigt, at det generelle indtryk er, at de har en anderledes positiv indstilling og er indstillet på at yde noget under værnepligten, ligesom deres fædre og bedstefædre, som ofte også var gardere«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























