Når enten Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidt har fået armene ned efter sejren i aften kl. nitten, venter der en svær tid i de kommende år for at få vendt S-skuden. Sådan lyder vurderingen fra en lang række eksperter i timerne op til formandsvalget. To tabte folketingsvalg, intern fløjkrig og flere formandsskift har efterladt Socialdemokratiet et godt stykke efter Venstre, og det kan blive meget svært for den nye formand at hente det tabte ind set over en kort periode, lyder den samstemmende vurdering. »Der kan sagtens gå meget lang tid«, siger Hans Jørgen Nielsen til metroXpress. »Kampen mod Anders Fogh bliver meget vanskelig«, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær til samme avis. Svært at vælge Fogh fra magten Det grundliggende problem er ifølge eksperterne, at hverken Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidt tegner til at blive formanden, der kan vælte statsministeren og Venstre af pinden. »Helle Thorning-Schmidt ser ud til at være den bedst egnede til det formål, alene fordi vi ikke ved noget om, hvad hun egentlig kan,« vurderer Niels Krause-Kjær. Frederik Preisler, partner i reklamebureauet Propaganda McCann, kan ikke se nogle af de to formandskandidater som profiler, der evner at snakke statsministeren fra magten: »Ingen af dem kommer i nærheden af Anders Fogh Rasmussen, når det handler om evnen til at kommunikere,« siger han til metroXpress. Ny formand får travlt Hans Jørgen Nielsen vurderer sågar, at det kan blive aktuelt med endnu en ny S-formand, hvis S taber det næste valg om fire år. Dermed har den kommende formand meget travlt med at komme i gang med at markere sig internt og eksternt: »Derfor skal formanden få folketingsgruppen til at samarbejde, og der skal formuleres en politisk linje, som skal afløse de nuværende floskler og klassiske retorik uden indhold,« siger Billy Adamsen, tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Aalborg Universitet, er enig i, at det fra i aften handler om politik fremfor persondyrkelse. »Det er ikke, hvem formand er, der er det afgørende: Det er hvad formanden gør,« siger han. »Når de politiske faktorer er regnet op, er det kort sagt svært at finde nogen plads til personfaktorer som forklaring på Socialdemokratiets problemer - og det er i øvrigt også svært at finde nogen plads til personfaktorer som løsning på dem,« siger Goul Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























