Afgifterne på ftalater skal fordobles, der skal flere penge til oplysningsarbejde, og det offentlige skal bevidst holde sig fra at købe noget, der indeholder hormonforstyrrende stoffer. Sådan lyder hovedpunkterne i Det Radikale Venstres bud på en plan for at mindske mængden af de farlige stoffer. Planen er fremsat som beslutningsforslag i Folketinget i går. Kæmpeproblem »Vi er nødt til at forholde os til det kæmpeproblem, at hver ottende danske kvinde får brystkræft, og vi har verdensrekord i antal tilfælde af testikelkræft. Vi har adskillige forskningsresultater at støtte os til, når vi siger, at hormonforstyrrende stoffer har betydning, og der er god grund til at bruge forsigtighedsprincippet for at undgå dem«, siger Elsebeth Gerner Nielsen, ordfører for de radikale på området. De hormonforstyrrende stoffer findes mange steder i vores hverdag. Det farvestrålende plastiktryk på T-shirten og børnenes badebassin indeholder de pvc-blødgørerne ftalater. De er kun forbudt i legetøj og genstande til børn under tre år. »Regeringen har nægtet at bruge afgifter, men samtidig har man skåret på hele oplysningsområdet«, siger Elsebeth Gerner Nielsen og henviser til nedskæringer i Miljøstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser og Det Grønne Informationscenter. REgeringen er åben for forhandlinger Regeringen er mildest talt ikke begejstret for forslaget, og derfor bliver det næppe til noget i sin nuværende udformning. »Afgifter ligger ikke lige for. For mig at se har de grønne afgifter i praksis været ekstra skatter, for pengene er ikke blevet brugt til miljøet, og afgifterne har i mange tilfælde ikke været adfærdsregulerende«, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo. Han vil imidlertid gerne invitere opposition ind til at forhandle om, hvad der skal ske omkring de hormonforstyrrende stoffer. »Der er et meget væsentligt problem, der skal løses. Så hvis forslaget fra de radikale er et oplæg til dialog, så er Venstre meget åben for det«, siger han. Miljøminister Connie Hedegaard (K) ønskede i går ikke at kommentere forslaget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























