Danmark eksporterer hvert år omkring 25.000 ton plastaffald til udlandet - blandt andet 2.200 ton pvc, der mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende - uden at vide, om det skader arbejdere på genbrugsfabrikker eller miljøet. Det viser en ny rapport fra Teknologisk Institut, der skal offentliggøres af Miljøstyrelsen i dag. Og det får græsrødderne til at rase. »Det er skandaløst, at vi sender vores farlige plastaffald ud af landet uden at have styr på, hvor det ender. Vi burde tackle problemerne selv«, siger Jacob Hartmann, civilingeniør i Greenpeace. Umuligt at følge plasten Rapporten peger på flere problemer i den danske affaldseksport. For eksempel er det nærmest umuligt at følge plasten fra Danmark ud til den virksomhed, som genanvender den. Man ved, at Danmark for eksempel sender 268 ton pvc-affald til Hongkong, hvor det meste formentlig ryger videre til Kina. Og man ved, at der sendes 1.441 ton til Tyskland, der har stor videreeksport til Hongkong og Kina. Laves om og forurener Men man ved ikke, om pvc-affaldet bliver lavet om til for eksempel havebænke eller staldskillevægge i Tyskland - der så igen kan forurene, når de skal skaffes af vejen. Eller om det, der ender hos kinesiske virksomheder, primært forarbejdes med moderne teknik eller i fabrikker, der, som rapporten skriver, har »dårligt ydre miljø og arbejdsmiljø«. Nogle steder arbejder ansatte uden beskyttelsesdragter og indånder farlige dampe i rum uden ventilation. Svært ved at leve op til EU-direktiv EU's emballagedirektiv kræver, at man fra 2008 sikrer, at aftagerne behandler affaldet miljøforsvarligt. »Men som andre lande vil Danmark få store problemer med at leve op til det«, erkender kontorchef Christian Fischer fra Miljøstyrelsen. Pvc som farligt affald Danmark eksporterer også 2.200 ton plastaffald til Indien, hvor forholdene ifølge rapporten er »langt mindre kontrollerede« end i Kina. Det har dog ikke været muligt at finde de konkrete virksomheder bag eksporten. »Det er mærkeligt og ikke så heldigt. Men det er jo ikke pvc, men stort set uproblematisk almindeligt plastikfolie og den slags«, siger Christian Fischer, der er enig i rapportens konklusion om, at indberetningen fra virksomheder og kommuner er »meget mangelfuld«. Miljøstyrelsen modtager kun meddelelse om 11 procent af eksporten af plastaffald - på trods af at lovgivningen kræver, at alt skal indberettes. »Vi har før skrevet til kommunerne og bedt dem om at få virksomhederne til at følge reglerne. Nu er der anledning til at gøre det igen«, siger Christian Fischer. Kritik fra Greenpeace Greenpeace' Jacob Hartmann mener, at rapporten »stinker af, at der ikke er styr på noget som helst«. Han opfordrer Danmark til hurtigst muligt at få overblik over området og arbejde for, at pvc-affald internationalt bliver kategoriseret som farligt affald. For så er procedurerne langt strengere. Miljøstyrelsen påpeger, at Danmark tidligere har forsøgt, men at det er en lang og besværlig procedure.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























