Cavling-vinder skal aflevere dokumenter i Farum-sag

Lyt til artiklen

Efter krav fra forsvarerne i Farum-sagen pålagde dommer Peter Garde journalist Morten Phil fra Morgenavisen Jyllands-Posten at udlevere eventuelle håndskrevne dokumenter i forbindelse med den såkaldte sponsorsag. Dokumenterne har han opnået gennem aktindsigt i Farum Kommune. Model for pensionistrejser Kravet blev fremsat, efter at Morten Phil for en måned siden bad anklagemyndigheden om en kommentar til seks håndskrevne dokumenter, der tilsyneladende viser en model for, hvordan Farum Kommune via køb af pensionistrejser hos Alletiders Rejser til overpriser indirekte kunne overføre penge fra kommunekassen til boldklubben. Hverken anklagemyndigheden eller forsvarerne var i besiddelse af papirerne, som nu indgår i sagen. I første omgang havde forsvarer Axel Grove krævet at få udleveret »alt materiale, han er i besiddelse af vedrørende sagen«, men dommer og anklagemyndighed ville kun acceptere et andet subsidiært krav om at udlevere »eventuelle håndskrevne ark i det omfang de overhovedet eksisterer« i tilknytning til de seks dokumenter. Fik Cavling-pris for Farum-dækning Morten Phil vil sammen med sin advokat overveje, om han skal klage over afgørelsen. Han modtog sammen Jacob Priess-Sørensen i 2002 Cavling-prisen for »gennemarbejdede, veldokumenterede og opsigtvækkende artikler om de besynderlige forhold i den såkaldte mønsterkommune Farum - og ikke mindst deres afsløringer af borgmester Peter Brixtoftes forvaltning af kommunen og dens økonomi«. Afslørende e-mail På retsmødet blev den tidligere markedschef i Alletiders Rejser Christian Hoffmann afhørt om sin rolle i sagen om sponsoratet af Farum Boldklub. Blandt andet blev Christian Hoffmann konfronteret med en e-mail, som han skrev til Alletiders Rejsers direktør i marts 2001. I brevet fastslår han, at sponsoratet af Farum Boldklub på 500.000 kroner om året har en direkte sammenhæng med aftalen om pensionistrejser. »Vi lægger de 500.000 kroner oven i prisen på rejserne. Farum betaler altså til Farum Boldklub med os som mellemmand«, skrev Christian Hoffmann. Men Christian Hoffmann kunne ikke svare på spørgsmålet om, hvor han havde de informationer fra. »Det var nok noget, som nogen har udledt på det tidspunkt i selskabet. Set i bakspejlet var det en smart bemærkning, som jeg skrev uden at have dokumentation for det«, sagde Christian Hoffmann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her