Hårfarven skal i retten

Lyt til artiklen

Kan producenten holdes ansvarlig, når den nye hårfarve resulterer i kløe, udslæt eller et ansigt, der svulmer op, så øjnene næsten forsvinder? Det skal Østre Landsret nu afgøre i en sag, der er så principiel, at Civilretsstyrelsen har bevilget Forbrugerrådet fri proces, så staten betaler omkostningerne. »Det er så vidt vi ved første gang i Europa, at der føres en sag af den art. Derfor vil afgørelsen skabe præcedens i hele EU, der har fælles regler for produktansvar«, siger jurist i Forbrugerrådet Sonny Kristoffersen. Forventes at skulle i Højesteret Han forventer, at sagen vil køre videre til Højesteret, uanset hvem der vinder i landsretten - netop fordi den er principiel. Sagen er anlagt mod kosmetikfirmaet L'Oréal, der er førende på det danske marked i salg af hårfarvningsmidler til hjemmebrug. Sagen føres på vegne af en kvinde fra Ringsted, der fik kløende eksem i hovedbunden og varig allergi efter at have farvet sit hår med midlet L'Oréal Excellence Creme. Erstatningskravet lyder på godt 20.000 kroner. Over 100 klager Forbrugerrådet har registreret i alt 107 skriftlige klager over hårfarvningsmidler, og har før forsøgt at få rettens afgørelse. I fire tidligere tilfælde har L'Oréal og konkurrenten Schwarzkopf imidlertid valgt at betale erstatning til forbrugerne, inden sagerne nåede for retten. Og udtrykkeligt uden at anerkende et erstatningsansvar. I de fire sager er der betalt beløb på mellem 20.000 og 52.000 kroner. »Det har taget os fire år at nå så langt som til retten, fordi de ellers har valgt at betale 'ved havelågen', netop for at undgå en retssag«, siger Sonny Kristoffersen. L'Oreal hilser sagen velkommen Det er nøjagtig den udlægning, der er årsagen til, at L'Oréal denne gang har valgt at lade retten tale. »Det er rigtigt, at vi tidligere to gange har betalt penge til forbrugere, der via Forbrugerrådet har krævet erstatning for skader. Men det er blevet udlagt som om, vi betaler os fra en retssag, og det vil vi ikke acceptere. Derfor hilser vi det velkomment, at vi nu kan få afprøvet, om vi er erstatningsansvarlige«, siger kommunikationsdirektør i L'Oréal Danmark Sonja Christensen. Hun siger, at firmaet hidtil har betalt 'per kulance': »Vi har ikke ønsket at føre retssag mod forbrugere af vores produkter. Men hvis de har haft problemer og udgifter i den forbindelse, har vi ønsket at hjælpe dem«. Hun oplyser, at der har været enkelte andre sager, hvor L'Oréal har betalt et beløb, uden Forbrugerrådet har været indblandet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her