Pizzaer og hurtige færdigretter frister ikke danskerne - de vil spise aftensmad med familien. En ny undersøgelse fra Danmarks Fødevareforskning viser, at 82 procent spiser aftensmad med familien mindst fem gange om ugen. »Der bliver skrevet meget om, at vi er på vej væk fra familiemåltidet, men når man spørger danskerne, lægger de altså vægt på at spise sammen. Faktisk er vi et af de lande, som er mest trofast mod den tradition at spise sammen, og i udlandet er det meget mere normalt, at de voksne giver børnene noget på et tidspunkt og selv spiser senere«, siger cand.scient. Anja Biltoft-Jensen, Afdeling for Ernæring ved Danmarks Fødevareforskning. Ingen ændringer det seneste årti Hun har været med til at lave undersøgelsen, hvor Danmarks Fødevareforskning har spurgt 4.000 danskere, hvad de har spist og drukket i en uge. Undersøgelsen viser, at vi spiser lige så ofte hjemme som i 1995, da 81 procent af danskerne spiste aftensmad med familien mindst fem gange om ugen. »Det er en vigtig del af børnenes socialiseringsproces, at de ser, hvad de voksne spiser, og at spisevanerne går i arv. Det er med til at fastholde gode ting som rugbrødet og kartoflerne i stedet for det usunde hvide brød, som er kommet med fastfoodkulturens pizzaer og burgere«, siger Anja Biltoft-Jensen. Danskernes glæde ved de hjemlige kødgryder sætter røde tal i restauranternes regnskaber. En undersøgelse lavet af brancheorganisationen for hoteller og restauranter, Horesta, viser, at danskerne spiser mindre ude. Ny tilbagegang for spisesteder Fra 2002 til 2003 har spisestederne - fra burgerbarer til restauranter - oplevet et fald i besøgene på syv procent, hvilket svarer til 15 millioner færre måltider. Det er første gang i flere år, at hotel- og restaurationsbranchen oplever en nedgang, og det er en bekymrende udvikling, mener Anette Vangstrup, chef i Horestas analyseafdeling. 'Enormt positive' tal Men Danmarks Fødevareforskning mener ikke, udviklingen er bekymrende. Det er godt, at undersøgelserne kortlægger danskernes spisevaner, for det har været en udbredt opfattelse, at danskerne i højere og højere grad lever af fastfood og færdigretter. »De fleste mennesker spiser stadig aftensmad med familien, og det er enormt positivt«, konstaterer Anja Biltoft-Jensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























