Ingen indgreb mod lange varetægtsfængslinger

Lyt til artiklen

Det kan gå flere år, før Folketinget vil forsøge at begrænse de mange langvarige varetægtsfængslinger. Det fremgik af et samråd i retsudvalget, da justitsminister Lene Espersen (K) diskuterede problemet med udvalgets medlemmer. »Det bliver i denne regerings levetid«, sagde ministeren, da hun blev spurgt, hvornår der kan ventes et initiativ. Strafferetsplejeudvalget skal se på sagen Lene Espersen vil bede eksperterne i Strafferetsplejeudvalget om at overveje, hvordan antallet af de langvarige fængslinger inden dom kan nedbringes. Udvalget skal se på, om der kan fastsættes en øvre grænse for varigheden af frihedsberøvelserne. Men ministeren kunne ikke sige, hvornår eksperterne er klar med et udspil. Desuden har landets øverste anklager, rigsadvokat Henning Fode, bedt om at få undersøgt årsagen til stigningen i antallet af de fængslinger, som varer mellem tre og seks måneder. Denne analyse ventes klar om et lille års tid. Stigninger i antallet af lange fængslinger I 2000 og 2001 sad godt 250 borgere varetægtsfængslet mellem tre og seks måneder, men i 2003 og sidste år voksede antallet til henholdsvis 312 og 294. Denne udvikling har bekymret rigsadvokaten så meget, at han har fundet det nødvendigt at indskærpe over for politimestrene, at fængslinger over tre måneder skal indberettes til den overordnede anklagemyndighed. Ingen maksimumgrænse Under samrådet ville Lene Espersen ikke love, at der indføres en maksimumgrænse for varetægtsfængsing. »Det siger sig selv, at spørgsmålet om indførelse af en sådan maksimumgrænse bør overvejes meget grundigt. Det vil naturligvis være helt uacceptabelt, hvis politiets efterforskning undergraves i sager, der angår de allergroveste former for kriminalitet«, sagde ministeren. I Skotland findes netop sådan en grænse, men Danmark bør ikke uden videre kopiere reglen, lød det: »Man skal være varsom med at sammenligne forskellige lande, der har forskellige retstraditioner. Man kan ikke bare parallelisere tingere, det vil være meget farligt«, sagde Lene Espersen. Ministeren lagde dog ikke skjul på, at hun er interesseret i at få afklaret, om det er muligt at få nedbragt de langvarige frihedsberøvelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her