Det koster så lidt, og det hjælper så meget, og derfor skal kriminalitetsforebyggelse på skoleskemaet. Det mener Det Kriminalpræventive Råd. »Det er så få ting, der skal til for at ændre elevernes adfærd. Ved at få eleverne til at tale om andres adfærd, kommer de til at tænke over, hvad de selv går og laver«, siger formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith. På baggrund af gode erfaringer fra et nyt forsøg om sociale overdrivelser i en række 5. og 6. klasser fra Ringsted, som Politiken beskrev i går, har rådet udarbejdet undervisningsmateriale til kriminalitetsforebyggelse i folkeskolerne. En halv skoledag virker Forsøget viser, at hvis man sætter en halv skoledag af til at diskutere elevernes forestillinger om, hvor meget de andre ryger, kan man året efter tælle væsentligt færre elever i de kedelige statistikker for røg, druk, stoffer og kriminalitet. Selv om forsøget i Ringsted oprindeligt handlede om de unges rygning, smittede den positive effekt altså af på de andre områder. Anbefaling fra ministeriet ønskes Eva Smith mener, at det kriminalitetsforebyggende arbejde er en naturlig del af skolens opgaver, og hun så gerne en anbefaling fra ministeriets side til at hjælpe de gode erfaringer fra Ringsted på vej i skolerne. »Når de unge diskuterer på egne præmisser, virker det langt bedre end kampagner og løftede pegefingre«, siger Eva Smith og påpeger risikoen for, at kampagnerne virker omvendt. For eksempel tror nogle unge, at alle drikker lige så meget som den unge i kampagnen - så derfor kan det da ikke være så farligt, tænker de, fortæller hun. Undervisningsmaterialet fra Det Kriminalpræventive Råd er lavet til 6. klasser og skal bruges i matematikundervisningen. Tanken er, at materialet på denne måde kan indgå som en integreret del af den almindelige undervisning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























