Mange børn fødes med Downs syndrom

Med de ny regler for fosterdiagnostik var det forventet, at antallet af børn født med kromosomfejlen downs syndrom ville falde, men det er ikke sket. - Arkivfoto: Mads Nissen
Med de ny regler for fosterdiagnostik var det forventet, at antallet af børn født med kromosomfejlen downs syndrom ville falde, men det er ikke sket. - Arkivfoto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Selv om et stigende antal gravide skannes, er antallet af nyfødte med downs syndrom fortsat det samme i Danmark. Sidste år blev der født 65 mongolbørn i Danmark og det er ikke færre end tidligere år, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. »Det er overraskende, at der ikke er sket et fald. På nuværende tidspunkt ville det være forventeligt, at antallet begyndte at falde«, siger formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, overlæge Lone Hvidman, Skejby Sygehus. Nakkefoldsskanninger tilbydes i flere amter Fosterundersøgelser, herunder såkaldte nakkefoldsskanninger i 11.-12. graviditetsuge, udbredes i flere amter - længst fremme er Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), Frederiksborg,- Fyns- og Århus Amter. Skanningerne kan afsløre en fortykket nakkefold hos fostret, som kan være tegn på mongolisme - downs syndrom. Mødre bliver ældre Når der alligevel fødes samme antal, skyldes det sandsynligvis, at danske kvinder får børn i en senere alder. »Vi kan jo se, at gennemsnitsalderen, også hos førstegangsfødende, stiger for hvert år. Den faktor arbejder imod et fald, fordi risikoen for at få et barn med mongolisme stiger med alderen«, siger Lone Hvidman. Også professor i fostersygdomme dr.med. Ann Tabor fra Rigshospitalet havde forventet færre mongolbørn. »Vi er lidt overraskede over, at antallet er det samme. Der er ingen tvivl om, at det er mødrenes alder, som spiller ind«, siger Ann Tabor til Ritzau. Gravide bliver afvist Desuden er der fortsat mange gravide, som ikke skannes. Ifølge Ann Tabor omkring halvdelen. »Mange steder mangler der oplæring af personalet til at betjene skannerne. Nogle gravide køber sig til en skanning på en privatklinik, men vi oplever også gravide uden for HS, som beder om at få en skanning her på Rigshospitalet, og som vi må afvise«, siger Ann Tabor. Ifølge nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen skal tilbuddet være landsdækkende og kombineres med en blodprøve. Tror stadig på drastisk fald Det vil ifølge Lone Hvidman betyde, at mongolisme i løbet af et par år bliver sjældent. »Vores erfaringer viser, at langt de fleste gravide vælger at tage imod tilbuddet og når det tilbydes i alle amter, vil antallet falde drastisk«, siger Lone Hvidman. På Cytogenetisk Centralregister på Århus Kommunehospital, hvor man registrerer antallet af mongolbørn, siger leder Jan Hansen, at antallet af levendefødte mongolbørn har været stabilt gennem de sidste 25 år med et mongolbarn for hver 1000 fødte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her