Bang! Med sit mest stålsatte blik satte statsministeren i går en stopper for, at hans ministre færdes bevæbnede rundt. »Jeg må fraråde politikere at være bevæbnede - der er overvældende risiko for, at man skyder sig i egen fod«, sagde Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde. Når han overhovedet blev spurgt, skyldes det forsvarsminister Søren Gade (V), der under et besøg i Afghanistan havde gjort som de lokale og sat en pistol i bæltet. Skyder sig selv i foden Men Fogh forsøgte med en fiks henvisning til det socialdemokratiske formandsopgør at dreje opmærksomheden væk fra, at Gade havde skudt sig selv i foden. »Det gælder i øvrigt ikke kun regeringsmedlemmer - det kan man jo også finde eksempler på i oppositionen«, pointerede Fogh. Og så slog statsministeren fast, at han ikke havde talt om sagen med Søren Gade, men var sikker på, at »det aldrig vil gentage sig«. Politiken erfarer imidlertid, at forsvarsministeren få timer forinden på ny havde været bevæbnet - oven i købet i selve Statsministeriet under det ugentlige ministermøde. Bang! Ifølge Politikens oplysninger havde Søren Gade ligefrem med et smil beskudt op til flere af sine ministerkolleger. Det skete med en pistol af den slags, der får et flag til at springe frem med påskriften Bang! Kort efter ministermødet drog Søren Gade videre til en frokost på den svenske ambassade med sin svenske kollega Leni Björklund. Til stede var en større gruppe officerer fra både svensk og dansk militær. Under hele mødet og den efterfølgende frokost holdt Gade sine eventuelle våben skjult. Og efter mødet afviste han at være bevæbnet. »Det er jeg holdt op med«, sagde forsvarsministeren, inden han hastede ind i sin ministerbil. Senere krøb Søren Gade dog til bekendelse. Han havde ganske rigtigt medbragt skydevåben i Statsministeriet. »Men det var en gave, der kom med posten, og jeg åbnede den først under ministermødet. Det viste sig så at være et skydevåben«, siger han. Undrer sig over polemikken Dagens pistol er langtfra den første, Søren Gade har modtaget efter episoden i Afghanistan. »Jeg er rimelig tungt bevæbnet efterhånden. Det er en skam, jeg ikke har nogle små drenge - de ville være i den syvende himmel«, siger forsvarsministeren. Foghs pointe har han taget til sig - selv om han nok fortsat undrer sig lidt over polemikken: »Den pistol lå jo sammen med sikkerhedsudrustningen, og derude er det jo sådan. Men jeg skulle jo bare have ladet den pistol ligge«. SF's forsvarsordfører, Villy Søvndal, har vanen tro benyttet Afghanistansagen til at rejse en forespørgsel - men overvejer nu helt usædvanligt at trække den tilbage: »Det rejser selvfølgelig nogle alvorlige overvejelser, hvis Søren Gade er bevæbnet, når vi skyder med skarpt mod ham i salen«, siger Søvndal. »Jeg vil i hvert fald være forsigtig med ikke at tirre ham, det er helt oplagt«, siger SF's skarpskytte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























