Fogh er ude af trit med danskerne i registersag

Lyt til artiklen

Gammeldags, autokratisk og kluntet. Sådan lyder nogle af skudsmålene af statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ledelsesstil i sagen om det omstridte register over ministre og deres ægtefællers personlige interesser. Både eksperter, sædvanlige politiske allierede og et flertal af befolkningen kritiserer statsministerens måde at håndtere sagen på. 51 procent mener ikke, at Anders Fogh Rasmussen har optrådt som en god leder i forbindelse med offentliggørelsen af ministeroplysningerne, og kun 29 synes, han klarer sig godt, viser en undersøgelse, Vilstrup har lavet for Politiken. Sikrede sig ikke tilslutning Lektor Jørgen Frode Bakka, der er ledelsesforsker på Handelshøjskolen i København, peger på, at statsministeren som leder ikke har sikret sig tilslutning fra sine underordnede - ministre og partifæller. »Han har jo fået etableret sig med en relativt autokratisk lederstil, og derfor laver han sådan noget uden at få vendt det og se, om der er opbakning«. »Men det er mærkeligt, at man bedre kan overleve som gammeldags, autoritær leder i Folketinget end i erhvervslivet, hvor en håndtering som denne ville blive betragtet som kluntet og ude af trit med moderne ledelsesform og værdier«, siger han. 'Lex Connie' Jørgen Frode Bakka kritiserer også, at statsministeren accepterede afvisningen fra miljøminister Connie Hedegaards (K) mand af at give oplysninger til registret med begrundelsen, at miljøministeren alligevel indirekte havde skrevet oplysningerne. »Det er da ikke særlig smart, at han laver en Lex Connie i stedet for at tage stilling til det principielle. Samtidig kommer lederstilen i clinch med mere moderne værdier, blandt andet kønsmæssigt, når det drejer sig om kravet til ægtefæller. Der har han fået lidt øretæver, men han har også selv bedt om det«. Konservativ kritik Heller ikke den konservative gruppeformand, Helge Adam Møller, der er skeptisk over for registret, er ubetinget positiv: »Man skal ikke have læst statskundskab for at se, at han har været ude af trit med befolkningen. Men selv den bedste leder kan have en holdning, som et flertal er uenige i. Ingen i denne verden er perfekt ud over paven, og det har statsministeren måske heller ikke været i denne sag«. Hverken politisk ordfører Jens Rohde (V) eller Venstre-borgmester i København Martin Geertsen er til gengæld meget for at kritisere statsministerens lederegenskaber. »Det er udtryk for statsministerens personalepolitik, og den tilrettelægger han suverænt«, siger Jens Rohde. Anders Fogh Rasmussen ønsker ikke at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her