Det er ikke lige meget, hvad børn laver, når de får fri fra skole. For hvis de spiller på computer, maler, spiller musik, laver teater eller har samvær med voksne i en fritidsklub, er risikoen for, at de begynder at lave ballade, meget mindre. Alligevel er kun en tredjedel af børnene i københavnerkvarteret Kongens Enghave indskrevet i en fritidsklub. 362 af de i alt 601 børn mellem 10 og 13 år passer sig selv i eftermiddagstimerne. Og det er især børn med en anden etnisk baggrund end dansk, der ikke går i fritidsklub. Stoppe at drengestreger bliver kriminalitet Det er foruroligende, mener politiet, skoleledere og gadeplansmedarbejdere i området. For det er netop, når børnene er mellem 10 og 13 år, at de samler sig i grupper og bander, og det er på det tidspunkt, harmløse drengestreger kan blive til regulær kriminalitet. Nogle af børnene kommer tilbage i systemet, når de bliver 14 år og gamle nok til at komme i ungdomsklub. »Det er fire år, hvor børnene er overladt til sig selv, fra de får fri fra skole til om aftenen. Det er i den periode filmen knækker. Det kunne helt sikkert redde mange børn fra at komme ud i kriminalitet, hvis de havde noget fornuftigt at tage sig til i eftermiddagstimerne i stedet for at hænge ud i gaderne. Derfor burde fritidsklub være gratis«, siger politiassistent Bent Haagensen fra Valby Nærpoliti. Han har i ti år arbejdet med at forhindre bydelens unge i at ryge ud i kriminalitet. For dyrt Prisen spiller nemlig en rolle, når forældrene fravælger fritidsklubben til deres børn. Kongens Enghave er et socialt belastet område, hvor mange familier har en anstrengt økonomi. En plads i en fritidsklub koster 495 kroner, når børnene er 10-11 år og 275 kroner fra de er 12 til de er 14 år. Især indvandrerfamilierne har svært ved at gennemskue, hvad de får for de penge, siger Jørgen Eriksen, der er kontorchef på Børn- og Ungeområdet i Københavns Kommune for områderne Kongens Enghave, Valby og Vesterbro. Automatisk friplads Derfor er kommunen i øjeblikket i gang med at søsætte et system, så de dårligst stillede familier automatisk får stillet en friplads til rådighed - uden at de skal søge om det først. »Meget ressourcesvage forældre har ikke overskud til at få papirerne i orden. Med det nye system håber vi at indfange flere af de foreningsløse børn«, siger Jørgen Eriksen. Fordomme om klubberne Men der er andre ting, som får indvandrerfamilierne til at droppe fritidsklubben, siger flere. »Mange forældre med en anden etnisk baggrund end dansk har en fordom over for fritidsklubberne. De tror, det er her, børnene lærer om damer, rygning og alkohol. Derfor skal vi blive bedre til at forklare, hvad en fritidsklub er, og hvor vigtig den er for børnene«, siger skoleinspektøren på Bavnehøj Skole i Kongens Enghave René Schouw. På Ellebjerg og Bavnehøj Skole forsøger man at samle nogle af de foreningsløse børn op ved at give dem et fritidstilbud et par gange om ugen, og hvor det er de større børn fra 8. og 9. klasse, der underviser de mindre børn i forskellige sportsgrene. Det koster 50 kroner per sæson, og der er 100 børn i området, der benytter sig af tilbuddet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























