Fischer Boel hjælper Danmark i nitritsag

Lyt til artiklen

EU's danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel bøjer sig for dansk pres og udsætter en beslutning om at tillade nitrit i økologiske fødevarer. Det fremgår af et brev, som Politiken er kommet i besiddelse af. I brevet fra Fischer Boel, som er på vej til den danske forbrugerminister Lars Barfoed (K), udtrykker hun forståelse for den danske bekymring over et omstridt forslag fra kommissionen, som vil indføre nye, lavere grænseværdier for nitrit og nitrat i økologiske fødevarer. Reglerne betyder, at Danmark vil blive nødt til at acceptere, at økologiske fødevareproducenter kan fylde nitrit i spegepølser og andet kødpålæg, blandt andet for at give det farve. Stofferne regnes i Danmark for at være mere skadelige end gavnlige, og nitrit kan i små mængder være kræftfremkaldende. Afstemning udskudt Af hensyn til Danmark har kommissæren besluttet at udskyde en planlagt afstemning, som Danmark på forhånd stod til at tabe til et stort flertal af lande. Desuden vil hun arbejde på at forsinke forslaget yderligere. Kommissæren ønsker ikke at kommentere brevet, fordi hun i øjeblikket er i gang med at diskutere forslaget i udvalget for økologi, hvor der også sidder repræsentanter fra medlemslandene. Det er dette udvalg, der suverænt afgør, om reglerne skal indføres eller ej. Sejr for forbrugerministeren Landbrugskommissærens imødekommenhed synes at være en sejr for den nye forbrugerminister Lars Barfoed, som i modsætning til sin forgænger Henriette Kjær (K), ikke mente, at slaget om de økologiske fødevarer var tabt. Derfor skrev han et brev til landbrugskommissæren i sidste uge. I brevet slår han til lyd for, at forslaget helt tages af bordet, eller at Fischer Boel i det mindste venter med afstemningen om økologien, indtil EU har vedtaget regler for almindelige fødevarer. »Jeg har nogen sympati for at fortsætte på denne måde«, skriver Fischer Boel til Lars Barfoed og lover, at hun vil arbejde for at forsinke forslaget ud fra denne begrundelse: »På den måde kan vi sikre, at niveauet for tilsætningsstoffer i økologiske produkter er markant lavere end dem, som ministerrådet vil vedtage i direktivet for almindelig mad«. Økologer er overraskede Forbrugerminister Lars Barfoed har endnu ikke set brevet og ønsker derfor ikke at kommentere sagen. Det gør til gengæld Økologisk Landsforening, som er overrasket over udmeldingen. »Det er positivt, at hun har udsat beslutningen. Det giver ikke mening at fastsætte regler for økologi, før man har fastsat regler for almindelige fødevarer«, siger direktør Paul Holmbeck. Han er dog ikke særlig begejstret for resten af landbrugskommissærens brev, som ikke imødekommer de danske ønsker om helt at undgå nitrit. »Hun har kun accepteret den tekniske del. Ikke det principielle. Vi er helt enige med forbrugerministeren i, at nitrit og nitrat ikke hører til i økologi«, siger Paul Holmbeck, som vil bruge den ekstra tid til lobbyarbejde. »Danske producenter har vist, at nitrit er unødvendigt i kødprodukter«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her