»Min næse er lang, sagde hunden. Min næse er...«. Niårige Cecilie skuler koncentreret på bogstaverne i bogen. Med en forsigtig finger sætter hun en cirkel om det ord, der er skyld i den pludselige stilhed i det lille lokale på Skovvangsskolen i Glostrup. »Længere«, udbryder hun pludselig triumferende højt. »Der står længere«. En halv time om dagen Cecilie har svært ved at læse, og i første klasse var hun en af de svageste elever i dansktimerne. Derfor har hun hver eneste uge i et halvt år fået en speciel form for ekstra læseundervisning. I en halv time hver dag har hun skrevet korte sætninger, sat ord sammen på en tavle og læst bøger, alt imens en lærer har holdt et vågent øje med hende. Og så har hun læst lektier med sine forældre, som er blevet instrueret i programmet. Det har hjulpet, og i dag læser Cecilie mindst lige så godt som sine klassekammerater. Fast tilbud i Glostrup Den niårige pige er langtfra den eneste, der ved hjælp af undervisningsformen 'læseløftet', er blevet bedre til det med ord. 60 procent af de elever, som de seneste fem år har deltaget i læseløftet på skolerne i Glostrup Kommune, har forbedret deres læseniveau markant. Derfor bliver læseløftet nu et fast tilbud på Glostrups skoler. Læseløftet bliver tilbudt de tre dårligste elever i første og anden klasse og består i første omgang af en række test. Blandt andet undersøger læseløft-lærerne, hvor meget af alfabetet, eleven kender, og om de overhovedet kan vende en bog rigtigt. »Vi har haft nogle meget svage elever, der knap nok har vidst, hvor i en bog man skal begynde. Andre har kunnet stave til fem ord, mens nogle måske kan læse en enkelt sætning. Derfor finder vi som det første ud af, hvad eleverne hver især kan og underviser dem i det. Kun på den måde kan de få selvtillid og dermed lære endnu mere«, siger læseløft-lærer, Vibeke Strømgård fra Skovvangsskolen og understreger, at eleverne aldrig får opgaver, som de ikke kan klare. »Det handler jo om at få dem til at stråle af selvtillid, og det gør de, når de går herfra«, siger Vibeke Strømgård. Tilbage til det normale Læseløftet lægger vægt på genkendelighed og regelmæssighed. Eleverne får hver gang lov at læse en bog, de i forvejen kender, og som de aftenen forinden har læst for forældrene derhjemme. Derudover bruger ungerne en stor del af undervisningstiden foran den grønne tavle, hvor de skriver ord og sætter bogstaver sammen, som de har øvet sig på derhjemme. Efter det halve år tester lærerne igen eleverne. Har de brug for mere særundervisning, får de det. Men langt de fleste ryger tilbage til normal undervisning. Der sidder niårige Cecilie nu. Hun er netop færdig med det halve års læseløft og er kommet på læseniveau med sine klassekammerater. »Nu er det faktisk blevet helt sjovt at læse. Det har det ikke altid været«, siger Cecilie, inden hun kaster sig over endnu en side i bogen om de lange næser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























