Sommerhuse dyrere end helårsboliger

Køberne af et sommerhus skal betale 30 procent mere for boligarealet end i et parcelhus. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Køberne af et sommerhus skal betale 30 procent mere for boligarealet end i et parcelhus. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Trukket op af lave renter og en købedygtig middelklasse i storbyerne bevæger sommerhuspriserne sig år for år mod nye højder, og prisstigningerne overhaler samtidig de i forvejen voldsomme stigninger i prisen for en helårsbolig. Det viser Politikens beregninger, der er udført på basis af tal fra Realkreditrådet. Realkreditrådets tal er beregnet på de gennemsnitlige priser per kvadratmeter for henholdsvis et sommerhus og et parcel- eller rækkehus. Mindre i 1995 I første kvartal af 1995 måtte køberne af et sommerhus i gennemsnit betale 96 procent af den pris, som et parcelhus kostede. Omsat til kroner gav det en gennemsnitlig kvadratmeterpris for parcelhus på 4.657 kroner, mens prisen for en kvadratmeter sommerhus landede på 4.487 kroner. 30 procent mere Små 10 år senere har prisen for et sommerhus for længst overhalet prisen for et tilsvarende parcelhus. De seneste tal fra Realkreditrådet viser, at køberne af et sommerhus i dag skal betale 30 procent mere for boligarealet i et sommerhus end i et parcelhus. Ejendomsmægler John Wulf fra Estate-mæglerne i Jægerspris, der har store sommerhusområder ud til Roskilde Fjord og Isefjorden i Kulhuse, ved Over Dråby Strand og Dalby Huse, forklarer de seneste års prisstigninger på sommerhuse med forbedrede lånemuligheder i kombination med en købedygtig middelklasse i storbyerne. I den sammenhæng betegner han prisudviklingen som resultatet af en trend inden for en stor del af den veluddannede og karrierebevidste middelklasse. »Vi har mange veluddannede købere, der bor i lejlighed i København og passer karrieren til daglig. De ønsker sig et fristed ikke for langt fra deres faste bolig. Dertil kommer de meget gunstige lånemuligheder, hvor du kan vælge mellem både afdragsfrie lån og lavtforrentede tilpasningslån«, forklarer han. Ikke flået af hylderne John Wulf vurderer dog ikke, at prisstigningerne kan fortsætte i samme tempo. Han noterer sig, at ganske vist bliver husene solgt relativt hurtigt, men de bliver ikke 'flået ned fra hylderne' på grund af de høje priser. »Husene er dyre, og priserne er presset helt op til, hvad de kan bære. Derfor tænker folk sig lidt om en ekstra gang«, anfører han. Bevæger vi os ind i de områder af landet, hvor prisudviklingen på parcelhuse er forholdsvis beskeden, er prisforskellen mellem et parcelhus og et sommerhus endnu større. Dobbelt pris I Sydfalster Kommune, der er hjemsted for sommerhusområdet ved Marielyst og Bøtø, må en sommerhuskøber i dag være forberedt på at skulle betale 13.598 koner per kvadratmeter sommerhus, mens et parcelhus i samme område koster beskedne 6.281 koner per kvadratmeter. Sommerhuskøberen betaler dermed en merpris på hele 116 procent set i forhold til et parcelhus. For små ti år siden lå den tilsvarende merpris i samme område på 45 procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her