Der ryger næsten dobbelt så meget alkohol ind i systemet på en 17-årig dreng, end der gør på en 16-årig af samme køn. Og pigerne er ikke meget bedre. Sådan lyder en af konklusionerne i Sundhedsstyrelsens nye rapport, der undersøger de 16-20-åriges motions-, kost-, ryge- og alkohol-vaner. Bemærkelsesværdig Mens godt otte procent af de 16-årige knægte og fire procent af de jævnaldrende piger ifølge undersøgelsen har været fulde mere end seks gange inden for den seneste måned, har 13 procent af drengene og 8 procent af pigerne som 17-årige været fulde så tit. Den stigning er ifølge Kit Broholm, der er specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen og står bag undersøgelsen, ganske bemærkelsesværdig og hænger i høj grad sammen med, at de unge netop på det tidspunkt skifter fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse. Og dermed til en alkoholkultur, der for alvor sætter gang i drikkeriet. Rusmiddelpolitik efterlyses »Skellet mellem skole og fest bliver pludseligt noget mindre, end det var i folkeskolen«, siger Kit Broholm. »For eksempel er der alkohol på studieturene, til introarrangementerne og til fredagscafeerne. Derudover konkurrerer gymnasierne åbenlyst om, hvem der holder de bedste fester. Men i stedet burde de indføre en rusmiddelpolitik, så festkulturen kan blive helt adskilt fra studiekulturen. For det er den ikke nu«, lyder det fra Kit Broholm, som henviser til en tidligere undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Tømmermænd om fredagen Den viser, at 13 procent af drengene og 8 procent af pigerne i aldersgruppen har været i byen om torsdagen og derfor haft tømmermænd i skolen om fredagen. Samtidig har næsten en fjerdedel af drengene drukket alkohol uden for skolen i skoletiden. Men det er ikke gymnasiernes skyld, at de unge opfører sig på den måde. Og det er bestemt heller ikke uddannelsesinstitutionens ansvar at rette op på de vaner, lyder fra det fra formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlmann. Ifølge ham er det forældrene, der har sovet i timen. »Selvfølgelig har vi fester, hvor der bliver solgt øl, men festerne slutter klokken 24, og der er vagter til stede hele tiden. Samtidig har de fleste gymnasier stramme regler for, hvor meget elverne må drikke på for eksempel studieture. Drikker man for meget, ryger man hjem med det samme«, siger Peter Kuhlmann og understreger, at det samme sker, hvis en elev tropper fuld op til timerne. Morgenfødselsdage Og det er skam sket, fortsætter Peter Kuhlmann. »Nogle gange bliver der holdt fødselsdagsfest for hele klassen, inden skoledagen starter. Andre dage har eleverne været i byen torsdag aften og møder trætte op til timer om fredagen. Men det kan altså ikke være skolens opgave at fortælle dem, at de ikke skal møde berusede op», siger han. Ifølge rapporten fra Sundhedsstyrelsen har de danske unge stadig europarekord i druk. Henholdsvis 93 procent af drengene og 90 procent af pigerne drikker alkohol.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























