Det danske beredskab til at imødegå en eventuel verdensomfattende epidemi - en pandemi - af fugleinfluenza er godt nok. Det er konklusionen efter et møde i den såkaldte pandemigruppe under Sundhedsstyrelsen. Flere politikere har på det seneste luftet kritik af, at Danmark kun har indkøbt influenzamedicin til behandling af 30.000 personer, mens andre lande satser på langt større lagre. Formand for pandemigruppen, medicinaldirektør Jens Kr. Gøtrik, sagde efter mødet, at gruppen fortsat vil følge udviklingen tæt. Lager af medicin Sundhedsstyrelsen forestiller sig, at det danske lager af influenzamedicinen Tamuflu skal bruges til forebyggelse af sygdommen hos cirka 20.000 centrale sundhedspersoner, mens omkring 10.000 kure bruges til behandling af de mest syge. »Der er ingen dokumentation for, at pillerne nedsætter dødeligheden«, siger chefen for Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, overlæge Else Smith. »Den dokumenterede virkning er primært, at medicinen forkorter sygdomsforløbet med en dag, samt at den muligvis reducerer de komplikationer, der kan komme i forbindelse med en influenza, for eksempel lungebetændelse«. Det er netop ofte betændelsestilstande i forbindelse med sygdommen og ikke influenzaen selv, der er dødelig. Derfor har Sundhedsstyrelsen også sikret sig, at der er antibiotika nok til at bekæmpe følgesygdommene. Isolation af syge Sundhedsstyrelsen håber at kunne dæmme op for sygdommen, når den kommer. Det skal ske ved at samle de indlagte på særlige afdelinger, så smitten spredes mindst muligt. Det vil også indgå i overvejelserne, om man skal standse flytrafik fra de ramte områder, så snart man hører om udbrud af sygdommen. Else Smith anser det for mest sandsynligt, at en ny influenzatype, som meget vel kan være en mutation af den nuværende fugleinfluenza, vil starte i Asien. Det vil give os lidt tid til forberedelse. Penge til vaccine Formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Per Thorup krævede, at der sættes penge af til forskning, så man kan gå i gang med at udvikle en vaccine. »Men vi kan ikke udvikle en vaccine mod et virus, vi endnu ikke kender«, siger Else Smith. Hun oplyser, at de nordiske lande i fællesskab er parat til at udvikle en vaccine, så snart man kender virustypen, og at det med lidt held kan ske i løbet af fire-seks måneder. Både i Vietnam og i USA er man i færd med at udvikle vacciner, som bygger på den virustype, der indtil nu har smittet mennesker i Asien, men det er et usikkert sats. Hendes gæt er, at en influenza-pandemi vil ramme mellem 20 og 40 procent af befolkningen, og at op mod én procent vil dø. I forvejen dør der hvert år 2.000-2.500 mennesker i Danmark af influenza, typisk ældre mennesker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























