Skrotfærge sejler med tvivlsomt kompas

Lyt til artiklen

Den er ikke så fin med kompasset på den gamle storebæltsfærge 'Kong Frederik IX', der nu er sejlet fra Korsør. Ifølge Politikens Oplysninger skulle danske eksperter i marineelektronik have været om bord tirsdag for at lave skibets gyrokompas og gyrorepeater, der er meget vigtige for at styre et skib, især hvis der er ringe sigtbarhed. Men efter at færgen havde fået sejltilladelse fra de danske myndigheder, blev besøget aflyst med henvisning til, at kaptajnen og rederiet ikke ville ofre pengene på service. Uforsvarligt at sejle Elektronikeksperterne, der af hensyn til fremtidige ordremuligheder ønsker at være anonyme, henviser til, at det er uforsvarligt at sejle uden velfungerende gyro. De nye oplysninger bekræfter danske og internationale færgeeksperters mistanke om, at den 51-årige udtjente færge ikke skal sejle med passagerer, men er på vej til at blive skrottet under horrible arbejdsforhold i Indien - i strid med det internationale forbud mod eksport af miljøfarligt affald. Færgen, der nu er omdøbt til 'Frederik', har ikke blot eftertragtet stål og reservedele om bord, men også asbest og kviksølv. Myndigheder fortryder ikke Efter at have undersøgt købers dokumentation, besluttede Korsør Kommune dog i sidste uge at give grønt lys til afsejling. Det samme gjorde Søfartsstyrelsen efter et besøg på skibet i mandags. Og de nye oplysninger får hverken styrelsen eller kommunen til at fortryde: »Skibet var ikke dansk indregistreret, og så er der mindre krav til vores syn af det. Vi har for eksempel ikke pligt til at tjekke gyroen, men dermed ikke sagt, at den ikke virkede«, siger Svend Carstensen fra Søfartsstyrelsen. Skt. Vincent er flagstat Det er Skt. Vincent, der som flagstat skal tjekke, at gyroen er i orden. Men hos agenten for handlen J. Poulsen Shipping i Korsør vil man ikke oplyse, hvem der har været om bord for Skt. Vincent. »Jeg vil ikke ind i den diskussion, men skibet er altså godkendt af alle parter«, siger Micki Hellerup fra J. Poulsen Shipping. Skibet følges nøje Korsørs miljøudvalgsformand John Dyrby (S) havde gerne set, at man kunne have holdt færgen tilbage i havnen. »Men der var ikke et juridisk holdbart grundlag for tilbageholdelse«, siger han. Både kommunen og Miljøstyrelsen mener, at sagen viser, at der mangler tilstrækkelig international regulering på området. Danmark presser i øjeblikket på internationalt for regler, der sikrer miljøforsvarlig ophugning. Jacob Hartmann fra miljøorganisationen Greenpeace er enig i, at sagen illustrerer magtesløshed. »Men hvis færgen rent faktisk sejler til en skrotstrand, har myndighederne behandlet denne sag for nonchalant«, siger Hartmann, der vil følge skibets videre færd nøje. SF's Ole Sohn mener, at det er »skandaløst«, at færgen fik lov at sejle og har stillet spørgsmål til miljøminister Connie Hedegaard (K) i sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her