Så er den amerikanske babyplejeserie Natusan igen i fokus. Denne gang er producenten SCA Hygiejne Products A/S anmeldt til Miljøstyrelsen for vildledende markedsføring af Natusan Baby-shampoo. Bag anmeldelsen står Danmarks Aktive Forbrugere (DAF), der peger på, at Natusan Baby-shampoo anprises med mærkerne 'dokumenteret mild' og 'no more tears', som ifølge producenten betyder, at produktet er lige så blidt ved øjnene som rent vand. Problematiske kemikalier og farvestoffer Dette på trods af, at shampoo'en indeholder flere problematiske kemikalier. Desuden garanterer SCA, at der ikke bruges farvestoffer i deres babyplejeprodukter, hvilket heller ikke overholdes, påpeger kampagneleder Mille Eigaard Andersen, DAF. »Forældre vildledes til at tro, at de ved at vælge Natusan Baby-shampoo får et fuldstændigt harmløst produkt, som er lige så uskadeligt som rent vand, og som de derfor sikkert kan bruge til deres baby«, siger Mille Eigaard Andersen. Allergifremkaldende Shampoo'en indeholder ifølge DAF bl.a. konserveringsmidlerne iodopropynyl bytulcarbamate og methylparaben. Førstnævnte kan give allergi og ifølge amerikanske undersøgelser også leverskader, og parabener er hormonforstyrrende og allergifremkaldende. To gule farvestoffer giver shampoo'en sin farve, hvoraf det ene er azofarvestoffet Sunset Yellow, der kan give allergilignende symptomer, påpeger Danmarks Aktive Forbrugere. Natusan har tidligere haft vådservietter indeholdende iodopropynyl bytulcarbamate på hylderne, men trak dem tilbage fra markedet i efteråret 2004 efter voldsom kritik fra bl.a. Danmarks Aktive Forbrugere, Forbrugerrådet og Matas. »Netop fordi producenten dengang erkendte, at stoffet ikke burde være i babyprodukter, undrer det os ekstra meget, at vi nu finder iodopropynyl bytulcarbamate i babyshampoo'en. Især i produkter til børn, som jo er særlig følsomme over for miljøpåvirkende stoffer, bør den slags stoffer slet ikke være«, siger Mille Eigaard Andersen til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























