Den ventede reform af pædagoguddannelsen er udskudt til efteråret. Det oplyser undervisningsminister Bertel Haarder (V). Hans forgænger i embedet, partifællen Ulla Tørnæs, var ellers nået så langt med reformen, at hun sidste efterår fremsatte et lovforslag, der bl.a. indskrænkede den lønnede del af praktikken. Ifølge Bertel Haarder kom der imidlertid så mange bemærkninger, da lovforslaget var i høring, at det er fornuftigt nu at udskyde reformen. »Der kom også ønsker om tid til at drøfte lovforslaget nærmere. Og jeg har nu besluttet, at vi udsætter lovforslaget til efteråret, for at der bliver tid til drøftelser med Kommunernes Landsforening og BUPL«, siger Bertel Haarder til Ritzau. Undervisningsministeren peger også på, at det i forbindelse med regeringsgrundlaget blev bestemt, at det skal gøres obligatorisk at gå i børnehaveklasse, hvilket vil få betydning for pædagoguddannelse.
Reform af pædagoguddannelsen udskudt
Lyt til artiklen