Værløse frygter Farums kæmpegæld

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var inviteret til mødet i Værløse, men udeblev. - Foto: Jens Dresling
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var inviteret til mødet i Værløse, men udeblev. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En stol med indenrigsministerens navnetræk stod tom. En gruppe borgere havde inviteret Lars Løkke Rasmussen (V) til borgermøde på Værløse Skole for at få en forklaring på sammenlægningen med den forgældede nabokommune mod nord. »Jeg vil opfordrer jer til at skrive en personlig mail eller et brev til indenrigsministeren, hvor I fortæller ham, hvad I mener«, sagde initiativtager Steen Prytz Jensen til de op mod 300 borgere i skolens mødesal. Protest mod tvangsægteskab Borgermødet drejede sig oprindeligt om, hvordan Flyvestation Værløse skal bruges, efter at flyvevåbnet har forladt den, men det helt store tema i disse dage i den nordsjællandske velhaverkommune er sammenlægningen med Farum - eller som de siger på de kanter: tvangsægteskabet. Så sammenlægningen stjal den første del af mødet. Nøgleordet i næsten alle indlæg var Farums kæmpegæld, som det vil tage mere end 20 år at få ud af verden, men også krav om en folkeafstemning lød fra flere borgere. »Jeg siger nej tak til Farums gæld, men ellers har jeg ikke noget imod at blive slået sammen med Farum«, sagde Kirsten Nielsen, der præsenterede sig som ganske almindelig borger. Borgmester Jesper Bach (V) fortalte borgerne, hvordan han følte sig snydt af partifællen i Indenrigsministeriet. Det springende punkt i den historie er kravet i kommunalreformen om, at der skal være mindst 20.000 indbyggere i fremtidens kommuner. Det krav lever Værløse ikke op til, men i den politiske aftale mellem regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti fra juni sidste år er formuleringen lidt kryptisk. Her hedder det, at kommunerne skal være »mindst cirka 20.000 indbyggere«. Savnede klart svar I juni sidste år skrev Værløse-borgmesteren til Lars Løkke Rasmussen for at høre, hvordan kommunen stod med hensyn sammenlægning. Jesper Bach vil helst fortsætte som selvstændig kommune, men indenrigsministeren giver ikke noget klart svar, føler borgmesteren. Der kommer heller ikke noget svar på Værløses høringssvar i december, før kommunen får besked om, at den skal lægges sammen med Farum. »En lang række kommuner får chancen med Thorkild Simonsen (tidligere indenrigsminister og Århus-borgmester, red.) som opmand, men Værløse får ingen ekstra chance«, sagde Jesper Bach, der oplyste, at kommunen havde forpligtende samarbejdsaftaler med to større nabokommuner - Gladsaxe og Lyngby - på hånden. En samarbejdsaftale havde sikret Værløses selvstændighed. »Der har været flere chancer for at fortælle os, hvor vi stod, men ministeren havde et problem, som hed Farum, og det skulle Værløse løse«, sagde Jesper Bach. En borger hæftede sig ved, at borgerne i Ganløse, der i dag hører til Stenløse Kommune, ikke har fået lov til at stemme om eventuelt at komme ind under Værløse. »Det er ganske rigtigt, at Ganløse er blevet nægtet en folkeafstemning. Mange andre steder skal der være folkeafstemninger, ja nogle skal i gang med den tredje. Det er meget mærkeligt og ikke særlig demokratisk, at Ganløse ikke må stemme«, svarede Jesper Bach. »Vi har hyret landets bedste økonomer og juridiske eksperter, der skal give os råd om, hvordan vi forhindrer en sammenlægning«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her