Drik kaffe med god samvittighed

Drik roligt kaffe. Den populære drik har i hvert fald ingen umiddelbare skadevirkninger. - Foto: Rikke Milling
Drik roligt kaffe. Den populære drik har i hvert fald ingen umiddelbare skadevirkninger. - Foto: Rikke Milling
Lyt til artiklen

Nyd blot kaffen uden dårlig samvittighed. Kaffe medfører nemlig ikke større risiko for hjerte-kar-sygdomme eller højere blodtryk. Godt nok stiger blodtrykket ca. 30 minutter efter indtagelse af koffein, og det kan forblive højt i op til seks timer. Men man har ikke kunnet finde nogen relation mellem koffeinindtag og højere forekomst af hjerte-kar-sygdomme. Og et normalt dansk dagligt kaffeindtag ser ikke ud til at medføre permanent højere blodtryk. Det skriver Ugeskrift for Læger. Drik blot løs Hos hjerteforeningen ser man heller ikke nogen grunde til at holde igen med kaffen, så længe det er behageligt at drikke. Heller ikke, hvis man har forhøjet blodtryk eller hjerteproblemer. »Kaffe er vanddrivende og kan i store mængder give hjertebanken. Men der er ikke nogle deciderede kropslige skadevirkninger af at drikke kaffe«, siger Hjerteforeningens sundhedschef Lars Ovesen. Han anbefaler dog gravide at holde igen med kaffen. For meget kan nemlig i værste fald medføre abort eller for tidlig fødsel. Danskerne vilde med kaffe Danskerne er blandt verdens mest kaffedrikkende folkefærd. Vi drikker i gennemsnit 4 kopper af den sorte drik om dagen eller 6,5 kilo pr. næse hvert år. Næsten halvdelen af den kaffe, der drikkes i Danmark, kommer fra Brasilien. Andre populære kaffelande blandt danskerne er Colombia, Peru og Honduras. Kaffe er en særdeles vigtig handelsvare. De brune bønner er en af de mest handlede råvarer i verden. Derfor har det medført store sociale og økonomiske problemer i de kaffeproducerende lande, at prisen på kaffebønner omkring årtusindeskiftet nåede et historisk lavpunkt på grund af en alt for stor produktion. I nogle af disse lande, primært i Afrika, udgør kaffe op mod 50 procent af eksporten. Det seneste år er prisen på kaffe dog gået op. Det kan i høj grad mærkes for producenterne, men gør ingen særlig forskel for prisen på en pose kaffe i supermarkedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her