Knap er den internationale klimaaftale fra Kyoto trådt i kraft, før et nyt slagsmål om bekæmpelsen af forurening med drivhusgas bryder ud. Når de europæiske miljøministre i dag mødes for at lægge EU's linje i forhandlingerne om fremtidens mål for at nedbringe CO2-forureningen, starter en vanskelig debat mellem mere eller mindre miljøbevidste lande. 'Vi skal skynde os og vente' Det luxembourgske EU-formandskab vil have nye, ambitiøse mål for tiden efter 2012, hvor Kyoto-aftalen udløber. Men formandskabet frygter udvanding, fordi både kommissionen og en række lande finder det for tidligt at binde sig. »Kommissionens forslag siger nærmest bare, at vi skal skynde os at vente. Det er vi ikke enige i. Det er en bedre strategi at opstille klare mål med det samme«, siger Luxembourgs miljøminister, Lucien Lux, der leder forhandlingerne i dag. »Når de internationale forhandlinger begynder, skal EU-formandskabet jo rejse ud og præsentere Europas standpunkt. Det er afgørende, at vi kan give verden et klart signal om, at EU igen vil føre an«, siger Lux til Politiken. Løse formuleringer Resultatet af miljøministrenes møde i morgen bliver udgangspunktet for diskussionen, når EU's stats- og regeringschefer på et topmøde 22.-23. marts i år skal diskutere klima. Europakommissionen har foreløbig begrænset sig til mere løse formuleringer for arbejdet efter 2012: EU vil brede aftalen ud, så flere erhverv og lande kommer med i en ny aftale - hverken USA eller udviklingslandene har forpligtelser i dag. Men det afgørende spørgsmål bliver, om topmødet vil sætte præcise tal på EU's mål for, hvor meget udledningen af CO2 skal begrænses efter 2012. Store forskelle EU-medlemslande som Italien, Portugal, Finland, Polen og de tre baltiske stater er skeptiske over for at sætte faste mål nu. I den modsatte lejr ligger Tyskland, som foreslår, at de rige lande allerede nu skal love at skære 40 procent inden 2020. Midtimellem ligger Danmark, som går ind for ambitiøse mål, men mener, at det tyske forslag går for vidt: Man risikerer at skræmme vigtige lande som USA, Indien og Kina væk fra start. »Man kan sætte snoren så højt, så man ikke har chancen for at få nogen med om bord. Og det har klimaet ikke tid til at vente på. Skal du have dem ind, der i dag ikke har påtaget sig et mål, skal du ikke gøre det for svært«, siger miljøminister Connie Hedegaard (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























