»Jeg vil sætte en stor ære i at få ryddet biksen, inden nye tager over og alting skal censureres og evalueres«. Med disse ord opfordrer miljøudvalgsformand for Ribe Amt, gårdejer Thyge Nielsen (V) landmænd til at hamstre miljøgodkendelser til at udvide svinefarme og andre husdyrbrug, så længe det er amtet, der skal afgøre sagerne. Når amterne bliver nedlagt i 2007, skal ansøgningerne nemlig i to år både behandles af kommunerne og Skov- og Naturstyrelsen. »Det bliver en flaskehals«, siger Thyge Nielsen i Sydvestjysk Landboforenings blad, Grobund. Sværere at få godkendelse Miljøudvalgsformanden henviser også til, at den tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har advaret landbruget med ordene »vejen bliver smallere«. Det skyldes ikke kun, at andre skal behandle ansøgningerne, men også, at betingelserne for at få en miljøgodkendelse er ved at blive strammet. Ellers risikerer Danmark nemlig ikke at kunne leve op til EU-miljøkrav om rent vandmiljø og gunstige forhold for dyr, planter og naturtyper. I dag er mere end halvdelen af de danske naturarealer og vandløb overbelastet med kvælstof og anden forurening. Det samme gælder for to tredjedele af søerne og stort set alle fjorde. Krav om halvering Udledningen til områderne skal gennemsnitlig halveres for at leve op til EU's krav. Det betyder, at Danmark i de kommende år skal købe forureningstilladelser tilbage fra landmændene. En regning, der ifølge eksperter kan løbe op i milliarder. Politikere burde tænke på almenvellet Derfor er miljøorganisationerne harme over amtspolitikerens råd. Én ting er, at landbrugsrådgivere over hele landet opfordrer til hamstring, noget andet er, hvis politikere, der burde tænke på almenvellet, også gør det, påpeger de. »Det er dybt problematisk«, siger Poul Henrik Harritz, Danmarks Naturfredningsforenings præsident. »Det er absurd, at landmænd hamstrer tilladelser, der bliver lagt i skrivebordsskuffen - for så at blive omsat til skatteyderkroner, når myndighederne skal til at skride ind over for forureningen i EU-naturområder og vandmiljøet generelt«, påpeger Harritz. Stor stigning i antallet af ansøgninger Udviklingen i antallet af ansøgninger afspejler, at landmændene allerede i nogle år har forberedt sig på de strammere EU-krav. I 2000 fik amterne 400 ansøgninger om udvidelser af svinefarme. I 2002 var det antal seksdoblet, og i fjor endte man ifølge amtsfolk på omkring 3.000. Næsten alle landmænd får ja til en eller anden form for udvidelse. Skærper miljøkrav Thyge Nielsen er en af de fire venstrelandmænd, der er formand for miljøudvalg i store landbrugsamter - en central post, som erhvervet efter kommunalvalget i 2001 erklærede, at man gik specifikt efter. Han mener, at det er »at skyde gråspurve med kanoner at lave miljøundersøgelser af landbrug«. Minister løfter pegefinger Det mener miljøminister Connie Hedegaard (K) ikke. Hun har netop bebudet skærpede miljøkrav til landmænd, blandt andet for at Danmark kan leve op til sine EU-forpligtelser. »Jeg går ud fra, at Ribe Amt behandler alle ansøgninger efter loven. Det betyder, at der skal siges nej til ansøgninger, som er i konflikt med hensynet til natur og miljø«, siger ministeren. Formanden for Amtsrådsforeningens Miljøudvalg, Sønderjyllands borgmester, Carl Holst (V), »forstår godt, hvad Thyge Nielsen mener«, siger han. »Vi er på vej ind i en usikker tid, hvor landmænd har uklarhed om deres udviklingsmuligheder. Men løsningen er ikke at hamstre. Løsningen er dialog mellem amterne og den kommende forvaltning i kommuner og staten. Så man sikrer en god glidende overgang«, siger Holst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























