Alt peger på at brugen af illegal arbejdskraft er mere udbredt i landbruget end i pizzarestauranter, bagerforretninger og hotel- og restaurationsbranchen. Da Told og Skat gennemførte razzia mod 2.349 virksomheder sidste år, blev der afsløret tre procent illegale arbejdere. Men i en mindre aktion mod 41 landbrug var fangsten hele 14 procent. Ingen kontrol Alligevel er der ifølge Ugebrevet A4 ingen systematisk kontrol af de udenlandske arbejdere i landbruget. Udlændingestyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen og beskæftigelsesministeriet erkender alle, at ingen kontrollerer om de flere tusinde østeuropæere, der har fået arbejds- og opholdstilladelse til jobs i landbruget rejser hjem igen, når tilladelserne er udløbet. Told og Skat i Vestjylland, der har gennemført den eneste aktion, som er foretaget mod landbruget, varsler dog nye tider nu. Rod i papirerne Ud over at 14 procent af de ansatte ikke havde arbejds- eller opholdstilladelse, afslørede aktionen, at hvert fjerde landbrug, der havde østarbejdere ansat, ikke havde papirerne i orden. »Vi havde ikke forestillet os, at landbruget var på niveau med pizzarestauranterne. Normalt har vi opfattet landbruget som et område med orden i sagerne. Derfor har vi en årrække kørt en neddæmpet profil over for dem. Men nu viser det sig, at vores linje mod landbruget ikke har været berettiget, og derfor agter vi at følge op med nye kontrolaktioner«, siger Bent Ove Jeppesen, funktionschef I Told og Skat Vestjylland. F3 glæder sig I Fagligt Fælles Forbund glæder man sig over udmeldingen fra Told og Skat. »Vi har intet imod den legale arbejdskraft. Men problemet er, at der ikke er nogen myndigheder, der følger op på tilladelserne og kontrollerer hvad der foregår. Der er ingen, der kontrollere, hvor meget de arbejder og ingen aner, om de tager hjem igen, når arbejdstilladelsen udløber«, siger forhandlingssekretær i 3F, Morten Fischer Nielsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























