I løbet af weekenden er endnu fire danskere blevet identificeret blandt de omkomne i Thailand efter den flodbølgekatastrofe, der ramte Asien 26. december. Det drejer sig om en 53-årig mand fra Kalundborg-egnen, en 31-årig fra Frederiksberg, en 47-årig kvinde fra Nykøbing Mors og en 32-årig kvinde fra Storkøbenhavn. Alle fire var på ferie i Thailand på tidspunktet for katastrofen, skriver Ritzau. Den 53-åriges kone er for nylig også blevet identificeret blandt de omkomne, mens den 47 årige kvindes mand og datter vendte hjem i live fra Thailand. Den 31-årige mand fra Frederiksberg var på bryllupsrejse i Thailand, og hans kone er også blandt de omkomne. Nordisk samarbejde Ifølge Rigspolitiet er der stadig omkring 23 danskere udsendt, heriblandt retsmedicinere, politichefer og hundeførere, til at hjælpe med identifikationen. Indenfor de seneste to uger er ti danskere blevet identificeret i Thailand. Når det pludselig rykker med at få sat navne på de omkomne, skyldes det ifølge Rigspolitiet også, at der bliver arbejdet intenst, at arbejdet nu er lagt godt tilrette, og at der er et meget tæt samarbejde mellem især de nordiske landes udsendte medarbejdere. Der er nu identificeret 32 omkomne danskere, mens 15 stadig savnes. I alt mistede omkring 290.000 mennesker livet i flodbølgerne. De fleste omkom i Aceh-provinsen i Indonesien og i Sri Lanka.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























