Som den formentlig første skole i landet har Midtbyskolen i Horsens forbudt slik og sodavand på skolens områder. Det er den evige snackkultur, som børnene har tillagt sig, som lærere og forældre har fået nok af. »Vi har lavet et forbud mod alt det, vi kalder snacks. Der er simpelthen for mange børn, der har noget i munden hele tiden, og det forstyrrer undervisningen«, siger skoleleder Arne Larsen, der i fællesskab med skolebestyrelsen indledte 'slik forbudt'-kampagnen 1. februar. Både børn og forældre har taget godt imod forbuddet, og Arne Larsen har stort set ikke set slik på skolen, siden kampagnen gik i gang, men nogle børn har sværere ved det end andre: »De børn, som ikke kan finde ud af at håndtere forbuddet, får konfiskeret deres slik. Så kan de få det igen, når de skal hjem. Og hvis børnene bliver ved med at have slik med, bliver forældrene inddraget«, siger skolelederen. Hvad vil I gøre, hvis børnene har slik med i deres madpakker? »Vi går ikke ind og kigger under madkasselåget og laver censur på den måde, men opfordrer forældrene og eleverne til at støtte op om 'slik forbudt'-politikken«. Overdriver I ikke ved at indføre et totalt forbud? »Nej, det synes vi ikke«. Med forbuddet har I frataget børnenes frie vilje? »Ja, men netop fordi det er børn, synes vi, at det er vigtigt at lære dem nogle grænser for, hvornår man spiser slik, og hvornår man ikke gør det«, siger Arne Larsen. Sundt forbud Fire dage om ugen sælger Midtbyskolen sunde madpakker for 7-13 kr. Og selv om eleverne i 8. og 9. klasse kan gå til bageren, har de nu et sundt alternativ. »I det mindste kommer de ikke tilbage med halvanden liters colaer og store chipsposer«, kommer det fra skoleleder Arne Larsen. Midtbyskolen får opbakning fra Bjørn Dahl, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg. Han mener, at det er på tide at få slikket ud af skolerne, men »det skal være den enkelte skole, der beslutter sig for slikforbuddet, og ikke en minister, der indfører det ved lov«. Børnerådets formand, Klaus Willman, mener, at flere betingelser for et slikforbud skal opfyldes: »For det første skal børnene være med til at træffe beslutningen, så den ikke bliver taget hen over hovedet på børnene. De skal involveres, for det er jo dem, der skal lægge deres vaner om. For det andet skal der være et alternativ til slikket, fordi børnene er jo sultne. Og hvis de skal være friske hele dagen, skal skolen kunne tilbyde sund frokost og frisk frugt og koldt vand i frikvartererne. Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K), der startede diskussionen om at stoppe salg af sodavand og slik på skolerne, roste i går beslutningen i Horsens. »På skolen har de ikke bare lavet et forbud, men samtidig sat noget nyt i stedet med sunde madpakker. Det er et godt eksempel på, at det her fint kan håndteres lokalt«, sagde ministeren ifølge Ritzau. Lars Barfoed mener ikke, at der er brug for central styring eller lovgivning på området. Det er ikke første gang, Horsens kommer på danmarkskortet i en sliksag. Red Barnets Børnehave i byen besluttede i 2002 at beslaglægge al slik, chokolademadder og andre søde sager fra børnenes medbragte madpakker. Ifølge den daglige leder af børnehaven, Birgitte Rasmussen, har børnehaven nu generelt færre konflikter, og børnene har fået en mere konstruktiv energi og bedre koncentration.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























