Flere partier vil nu have regeringen til at give en forklaring på de reelle forhold i sagen om ansættelser hos udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og hendes mand, Jørgen L. Tørnæs. Socialdemokraternes gruppeformand, Pia Gjellerup, vil have statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at give Folketinget en redegørelse, mens Dansk Folkeparti afventer en forklaring fra ministeren selv. Ny afsløring Det sker, efter at Ekstra Bladet søndag kommer med nye oplysninger om, at en 24-årig lettisk kvinde siden 1. september har arbejdet uden arbejdstilladelse hos parret. Kvinden har arbejdet som husassistent for familien og synes dermed tættere på ministeren end en driftschef, der har arbejdet illegalt på godsets landbrug. »Nu er det ikke længere nok med, at Ulla Tørnæs eller hendes mand siger noget om sagen. Nu må statsministeren redegøre for sagen på baggrund af de oplysninger, han får fra sin udviklingsminister«, siger Pia Gjellerup. Tørnæs kan ikke have været uvidende Hun peger på, at man med de nye oplysninger i Ekstra Bladet er inde over et forhold, der er ulovligt og tæt inde i familiens funktion. »Samtidig er der tale om et emne med meget stor politisk bevågenhed, hvor der de seneste år er sket en skærpelse af lovgivningen. Det er ikke noget, som man ikke ved er ulovligt«, siger Pia Gjellerup. DF vil lade Tørnæs forklare sig Hos Dansk Folkeparti siger næstformand Peter Skaarup, at man nu må forvente en redegørelse fra Ulla Tørnæs. »Vi er nødt til at vide mere, før vi tager endelig stilling i en sag af denne type, og Ulla Tørnæs skal også selv have lejlighed til at fortælle, hvad der op og ned i sagen«, siger Peter Skaarup. 'Både den legale og illegale import skal bekæmpes' Han finder det dog alvorligt, hvis oplysningerne stemmer, og ministeren har ansat arbejdskraft uden at have de formelle forhold i orden. »Sagen viser også, at der er brug for at gøre en stor indsats for at få bekæmpet import af både legal og illegal arbejdskraft fra Østeuropa, fordi det gør det sværere at få danskere i arbejde«, siger Peter Skaarup. Den 24-årige kvinde har arbejdet som husassistent for familien Tørnæs siden 2003. To gange har hun fået etårige tilladelser fra Udlændingestyrelsen til at arbejde som au pair-pige, men den seneste tilladelse udløb i september sidste år, fremgår det af Ekstra Bladet. Tørnæs: Jeg vidste det ikke Fredag kom det frem, at Tørnæs' mand, Jørgen L. Tørnæs, har har haft en lettisk driftschef ansat, selv om letten ikke havde arbejdstilladelse. Letten har været ansat på en startløn på 15.000 kr. på en af Tørnæs´ gårde på Holstebro-egnen. Jørgen L. Tørnæs har undskyldt sig med, at han troede, letten gerne måtte arbejde, sålænge der var ansøgt om arbejdstilladelse i Udlændingestyrelsen. Men den går altså ikke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























