Frank Jensens modkandidat til formandsposten hos Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt har ingen planer om at forlade politik, selv om hun taber formandsvalget. Udmeldingen kommer efter, at Frank Jensen har bebudet, at han vil trække sig ud af politik, hvis han bliver vraget ved urafstemningen blandt Socialdemokraternes 53.000 medlemmer 12. marts. »Stræber du efter det, så kan du vinde, og det tror jeg på. Men vinder du det ikke, så har det en konsekvens. Den er jeg rede til at tage, og det er at lave et sporskifte i mit liv«, siger Frank Jensen om sin beslutning, der betyder, at han ikke vil genopstille til Folketinget ved næste valg. Thorning-Schmidt: Bliv Frank Men Helle Thorning-Schmidt mener det er en dårlig ide, at Frank Jensen vil forlade politik, hvis hun bliver formand. »Jeg synes for det første, at han skal blive i politik og kæmpe sammen med os andre for at skabe det stærke hold for Socialdemokraterne, som vi alle sammen gerne vil have«, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau. Hun har umiddelbart ikke selv tænkt sig at drage de samme konsekvenser, hvis hun skulle lide et nederlag ved formandsvalget. »Jeg har slet ikke gjort mig så mange tanker om det. Jeg er først lige startet i politik, og jeg bliver her i mange år endnu. Det kan I være helt sikre på«, siger hun. Hvorvidt Frank Jensens ultimatum er et taktisk spil inden urafstemningen vil Helle Thorning-Schmidt ikke forholde sig til. »Det tilkommer vist ikke mig at vurdere det«, siger Helle Thorning-Schmidt. Formand støtter Frank Jensen Det vil formanden for Frank Jensens kreds i Nørresundby, Ole Flyvbjerg, derimod gerne. Han understreger, at han ikke betragter udmeldingen som en trussel. »I stedet for at komme med de sædvanlige politikererklæringer, så er han ærlig og siger, at hvis han ikke bliver valgt, så vil han prøve noget andet«, siger Ole Flyvbjerg til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























