Grønland er i øjeblikket ramt af noget nær en 'hedebølge'. I Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) på Grønlands østkyst blev der sat varmerekord tirsdag med 15,9 grader C. Den hidtidige februarrekord var fra 1965, da temperaturen nåede plus 8 grader. Den 19. februar satte Grønland varmerekord med plus 16 grader i blandt andet Nanortalik. Rekorden blev i første omgang registreret i Paamiut, men det viste sig, at målestationen ikke var pålidelig, hvilket der siden er rettet op på, oplyser meteorolog John Cappelen, DMI. Temperaturvippen Han tilføjer, at de høje kysttemperaturer er en kombination af den varme luft, der som følge af "temperaturvippen" strømmer op over Grønland, og føhnvinde. Føhn opstår, når luften synker ned på læsiden af fjeldene. Ved nedsynkningen vokser trykket i luftmassen og temperaturen stiger. »Vi kalder fænomenet - når det er koldt i Europa, er det varmt i Grønland - for 'temperaturvippen'«, siger John Cappelen til Ritzau. Billedet er vendt »I Danmark fik vi en mild start på året, og der blev endda sat varmerekord for januar med 12,4 grader C ved Sønderborg. I den samme 14-dages periode var temperaturen i Grønland under det normale«, siger John Cappelen. Dybe lavtryk i området mellem Island og Norskehavet afløste hinanden og trak kold luft fra nord ned over Vestgrønland, mens mild luft strømmede fra sydvest ind over Vesteuropa. Det er temperaturvippen. Senere vendte billedet. Et kraftigt højtryk syd for Island førte til, at kold luft strømmede ned over Nordeuropa på højtrykkets østside. Højtrykkets vestside bragte mild luft helt nede fra Bermudaområdet op til Vestgrønland. Ved Daneborg i Nordøstgrønland blev der den 27. januar målt 6 grader C. DMI gør opmærksom på, at sandsynligheden for rekorder fra Grønland er større end i Danmark, da den systematiske registrering af ekstremer først begyndte i Grønland i 1958, mens der findes danske data tilbage fra 1873.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























