Kampagne mod diskrimination i nattelivet

Kampagne skal stoppe diskrimination af indvandrere i Københavns natteliv. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Kampagne skal stoppe diskrimination af indvandrere i Københavns natteliv. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Lyt til artiklen

Godt en tredjedel af de 250 handelsskoleelever på Niels Brock i København, der onsdag var mødt op i skolens festsal for at høre om Københavns Kommunes nye kampagne 'Natteliv for alle', har selv mærket at blive diskrimineret af dørmænd, når de går i byen i weekenden. Det viste en simpel håndsoprækning i salen. De fleste har stor mistro til politiet og dørmændene og har svært ved at tro på, at en kampagne kan ændre noget som helst. Skepsis overfor om det nytter »Hvad nytter det at anmelde diskrimination fra de københavnske dørmænd, der sker jo ikke en skid alligevel«, kom det fra en dreng fra salen, mens en pige fra forreste række fortsatte: »Hvordan beviser man, at det er diskrimination - et udsagn er ikke meget«. Anmeld det hver gang Men Faisel Sethi fra Integrationsrådet i Københavns Kommune, understregede over for de unge, at det er nødvendigt at anmelde det hver gang, de bliver afvist af en dørmand. »I spørger, hvad nytter det? Det nytter. Hvis I bliver diskrimineret et sted, siger I det til politiet og vennerne og lader være med at komme tilbage. En ting er lovgivning, en anden ting er holdninger, og det er dem, vi skal ændre«, sagde Faisel Sethi. Han fortalte, at han selv har prøvet ikke at kunne komme ind på diskoteker, fordi han er mørklødet. Opfør jer selv ordentligt Det er Københavns Kommune, der i samarbejde med Københavns Politi, natklubben Rosie Mcgee, Integrationsrådet, Det Kriminalpræventive Råd og Mangfoldigt.dk har sat fokus på diskrimination i det københavnske natteliv. 'Natteliv for alle' hedder den todelte kampagne, der både opfordrer de unge til at kontakte politiet, hvis de mener, at dørmændene afviser dem ved natklubberne uden grund. Samtidig opfordres de unge til at opføre sig ordentligt, når de går i byen. Politiet vil de næste to weekender samarbejde med et såkaldt ambassadørkorps, der vil patruljere rundt i byen og informere unge om, hvad de skal gøre, når de oplever diskrimination. Svært at bevise Politidirektør Hanne Beck Hansen var selv mødt op for at fortælle om politiets andel i kampagnen. Hun tror på, at den kan give resultater, men indrømmer samtidig, at diskrimination kan være svært at bevise. »Men vi har sat ekstra folk ind de næste weekender, så vi opfordrer jer til anmelde diskriminationen, samme aften det sker«, lød det fra politidirektøren. Ligestilling i nattelivet I spidsen for kampagnen sidder Københavns borgmester for familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), der også er formand for kommunens integrationsudvalg. »Vi stiller så mange krav til de unge i forhold til uddannelse og sprog, derfor skal de ikke diskrimineres, når de kommer ud i byen. Der skal være ligestilling i det Københavnske natteliv«, sagde han. Den kendte rapper Ataf sluttede seancen af med et nummer, men inden da kylede han de håbefulde ord fra panelet om bedre tider rundt i salen en ekstra gang. »Mere politi, ja ja, de kører lige forbi de hvide og hen til os mørke, som de lægger i benlås. I siger, at dørmændene kommer på efteruddannelse, men for mig bliver de bare større og større. Diskrimination handler om menneskesyn«, råbte Ataf ud over en klappende forsamling. Kampagnen 'Natteliv for alle' kører over de næste to uger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her