Sygeplejersken på medicinsk afdeling på x-købing sygehus vil fremover få sin løn afgjort af finansminister Thor Pedersen (V). Sådan udlægger en rasende formand for 550.000 medarbejdere i amter og kommuner et forslag, der gemmer sig i den stabel af nye lovforslag til fremtidens kommunale struktur, som regeringen fremlagde i går. »Det er et frontalangreb på vores frie ret til at forhandle overenskomster«, siger Dennis Kristensen, formand for forhandlingsfællesskabet KTO. Vetoret overfor løn Regeringens forslag indebærer, at Thor Pedersen udpeger en repræsentant, der får vetoret i det såkaldte lønningsnævn. Det er et nævn, som giver arbejdsgiverne i kommuner og amter mandat til at forhandle. Altså kan Finansministeriet f.eks. forhindre en lønstigning, der ligger højere end ministeren bryder sig om. »Det betyder, at de fremtidige overenskomstforhandlinger vil blive ført med parter, der kan blive underkendt af Thor Pedersen. Det er at anbringe ham i midten af et edderkoppespind, hvor han kan styre via marionet«, siger Dennis Kristensen: »Regeringen kan lige så godt smide masken og sige: Staten bestemmer - de kunne lige så godt lovgive så«. Arbejdsgiverne også utilfredse Også arbejdsgiverne er utilfredse. Venstres amtsborgmester i Vestsjælland, Hans Jørgen Holm, der er formand for Amtsrådsforeningens løn- og forhandlingsudvalg, siger: »Vores forhandlingsposition bliver svækket. Og jeg kunne forstå det, hvis vi ikke var i stand til at lave ansvarlige aftaler, men det kan man ikke beskylde amter og kommuner for«. Han kritiserer ud over indblandingen i overenskomstforhandlingerne også, at forslaget flytter magt fra lokalt til centralt hold. »Det unikke i det danske, lokale selvstyre er, at det er aftalebaseret - og det er det, man nu piller ved. Det er en centralisering, og jeg er ikke centralist. Sagerne skal placeres i det yderste bæredygtige led, og jeg mangler en påpegning af, at amter og kommuner ikke kan bære den opgave«, siger han. Ministeren bestemmer altid rammevilkårene Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jørgen Steen Madsen vurderer, at betydningen af regeringens forslag vil afhænge af, om dens forlængede arm blander sig i detaljer: »Den kyniske udlægning er, at det altid er finansministeren, der bestemmer rammevilkårene for de offentligt ansatte. Hvis ikke kommuner og amter overholder aftalen med ham, bliver de straffet bagefter, så det er afstemt på forhånd«, siger Jørgen Steen Madsen. Det lykkedes i går ikke Politiken at få en kommentar fra finansminister Thor Pedersen trods talrige forsøg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























