Formandskamp om den lille forskel i S

»Jeg har fået Helles autograf«, siger en midaldrende mand og fremviser den gennemsigtige mappe, han ellers holder stramt under armen. Han samler - det er sådan lidt en hobby, de har i Socialdemokraternes kreds 4, forklarer han. Han har aldrig fået fat i Mogens Lykketofts, men han kender en, der har. Og hvor den afgående partiformand har skrevet »Vi vinder valget« ved siden af sin signatur. Hvad er forskellen? Mere når han ikke at fortælle, for »jeg skal jo også have Franks«, siger manden og forsvinder ind i salen, hvor de to formandskandidater i partiet, Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt, i går mødtes til den første af 13 dueller rundt i landet. HK København lagde sal til, og den var fyldt til bristepunktet. Folketingsmedlem og eksminister Jytte Andersen holdt styr på diskussionen. Der var rygeforbud, gratis drikkevarer og spænding i luften: Hvad er egentlig forskellen på Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt, 38, og Frank Jensen, 43? Frank J.: Lille forskel Ikke stor, ifølge Frank Jensen: »Så forskellige er vi heller ikke«. Bemærkningen faldt på et spørgsmål om, hvordan de to vil behandle hinanden efter valget. »Når jeg vinder, ser jeg Helle som et fremtrædende medlem af både folketingsgruppen og partiets ledelse«, tilføjede han. »Selvfølgelig kan vi samarbejde«, svarede Helle Thorning-Schmidt på det samme spørgsmål. 'Højt til loftet' Selv om hun i sin indledning havde været den første til at bringe emnet fløjkrige på bane, bedyrede hun, at »jeg kender ikke noget sted, hvor der er højere til loftet end Socialdemokraterne«. Hun regnede også med, at en afgørelse per urafstemning »vil give den nye formand et meget stærkt mandat, så Socialdemokraterne kan arbejde som et hold«. Krig om kursen Ingen stillede det spørgsmål, alle var kommet for at få svar på: Hvem af de to er bedst til at hamle op med Anders Fogh Rasmussen? Hvem er bedst til at skaffe de mandater, der igen giver partiet regeringsmagten? De to kandidater bød på hver sin strategi. Frank Jensen: »Vi skal erkende, at vi er til venstre for midten«. Ikke længere mod venstre Helle Thorning-Schmidt: »Vi skal ikke længere til venstre, end hvor vi er nu. Resultaterne får vi ved et samarbejde ind over midten«. Der blev udvekslet få giftigheder, men dog et par, hvor de to henvendte sig direkte til hinanden. Det handlede om fløjkrige og klassekamp. Helle Thorning-Schmidt beskrev - uden direkte at nævne Frank Jensens medansvar - partiets situation som »katastrofal«. »Vi er gået tilbage siden 1998, og næsten halvdelen af LO's medlemmer stemmer på Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Vi må skabe en ny forbindelse til de lønmodtagere, der har forladt os«, sagde hun og tilføjede, at »vi ikke kan lade som om, fløjkrigene ikke eksisterer«. Ingen fløjkrige Frank Jensen svarede senere i debatten, at »jeg ikke er traditionalist i den forstand, at jeg ikke kan se behovet for modernisering«. Og fløjkrige? Nej, mente Frank Jensen: »Man skal lade være med at skabe det indtryk, at vi socialdemokrater ikke kan lide hinanden. Det kan vi godt«. Også selv om holdningerne kolliderer på efterlønnen. Den vil Frank Jensen ikke pille ved. Han forstår i det hele taget ikke, at »der altid tales nedskæringer, når vi taler reformer. Det er et forkert udgangspunkt«. Trods det pæne antal ældre i forsamlingen holdt helle Thorning-Schmidt fast ved, at »efterlønnen for os under 40 skal justeres, så den kommer de mest nedslidte til gode«. Ingen sejrherre På det tidspunkt var rygerne sivet ud af salen. En bemærkede, at »jeg tror ikke, Frank Jensen kan klare Fogh, men hende Helle er nu lidt for højresnoet til min smag«. Et par andre rygere nikkede. I salen var der pænt bifald - og nogenlunde lige mange - til slagfærdige bemærkninger fra begge formandskandidater. Havde tilhørerne forventet en klar sejr til den ene af kandidaterne, måtte de gå skuffede hjem. Uenighederne var mindre end fordrageligheden og enigheden om, at ved næste opgør med Anders Fogh Rasmussen skal Socialdemokraterne opfylde Lykketofts profeti: »Vi vinder valget«.