Minister vil hjælpe indvandrerkvinder ud af isolation

Lyt til artiklen

Den nyudnævnte integrationsminister Rikke Hvilshøj vil hjælpe de omkring 13.000 indvandrerkvinder, der lever isoleret fra resten af det danske samfund. I nogle tilfælde holdes kvinderne ifølge flere integrationskonsulenter hjemme af deres mænd, og i andre tør kvinderne på grund af manglende sprogkundskaber ikke bevæge sig uden for hjemmet. »Jeg kan ikke acceptere, at mænd holder deres koner hjemme«, siger Rikke Hvilshøj til Politiken. »Det passer ikke til at fungere i det danske samfund. Det er vi nødt til at tage en dialog med disse grupper om«, bebuder ministeren. Vilje til dansk Hendes udtalelse glæder den radikale integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen, der dog samtidig undrer sig: »Det Radikale Venstre har allerede for tre år siden stillet et forslag, der kunne hjælpe de isolerede kvinder. Men det blev stemt ned af regeringsflertallet«. Ifølge det radikale forslag, som partiet nu genfremsætter, skal alle familiesammenførte vise vilje til at gå til dansk som forudsætning for at få en midlertidig opholdstilladelse forlænget. Børn bliver fremmede Rikke Hvilshøj ville søndag aften ikke ind i en detaljeret diskussion, »for jeg må jo lige nå at sætte mig ind i tingene først«. Hun undrer sig over de indvandrerkvinder, der holder sig hjemme, selv om deres børn sendes ud i samfundet: »På den måde bliver børnene jo fremmede for dem, og det kan en mor da ikke ønske«. Ingen sanktioner Tallet på 13.000 kommer fra Danmarks Statistik. Efter en opgørelse får cirka 13.000 indvandrerkvinder ikke ydelser fra det offentlige. De er kommet til Danmark på den betingelse, at deres mænd forsørger dem. Det betyder, at stat og kommuner for eksempel ikke kan bruge økonomiske sanktioner for at få dem integreret. »Der er dog en gruppe, man har kontakt til«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. »Det er modtagere af de såkaldte 'forklædepenge', som er en ydelse, en mand får til en kone, der ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det medvirker til isolation, og derfor foreslår vi at afskaffe ordningen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her