Smog koster liv i Europa

Lyt til artiklen

Os fra industrien, udstødning fra biler og røg fra brændeovne korter hvert år ni måneder af alle europæeres liv. Det svarer til, at omkring 300.000 europæere dør tidligere på grund af luftforurening, viser en ny opgørelse over luftforureningen i Europa, som bliver offentliggjort mandag. I Danmark dør 2.800 mennesker hvert år tidligere på grund af luftforurening. Hvor dårlig luften er i Danmark, afhænger blandt andet af vindretningen. Over landegrænsen Det er især de mindste partikler med en diameter på under 2,5 mikrometer fra afbrænding af kul, olie, gas og benzin, der har skylden. Og luftforurening bekymrer sig ikke om landegrænser. »Langt det meste af Danmarks luftforurening bliver transporteret hertil. Hvis vi ser bort fra de mest trafikerede gader, kommer mellem 85-90 procent af partikelforureningen udefra«, siger Finn Palmgren, seniorforsker på Danmarks Miljøundersøgelser. Når vinden kommer fra nordøst, som den vil gøre de kommende dage, er luften frisk og svensk. Men når vinden står i sydøst, ryger dunsten fra den tyske og polske industri ind over Danmark. Brændeovne sviner En anden stor synder i Danmark er brændeovnene i villaen og sommerhuset. Mange er for store, så de ikke brænder mest miljørigtigt. »De står for en meget stor del af luftforureningen i de områder, hvor de er. Og det er jo i villaer og rækkehuse. Alle de steder, hvor vi bor«, siger Finn Palmgren. Der findes også danskere, der stadig kan finde på at fyre op med for eksempel mælkekartoner. Til gengæld er for eksempel biler blevet væsentligt mindre miljøbelastende gennem de sidste årtier: Benzinen er blevet renere, og motorerne bedre. Store forskelle Der er store forskelle på forureningen i de europæiske lande. Værst ser det ud i Benelux-området, som både er tæt befolket, og hvor vestenvinden bringer en god del af den britiske forurening over Kanalen. Ruhr-området i Tyskland bidrager også. Også Norditalien lider under luftforurening, fordi der både er meget industri og samtidig kun lidt vind. Området ligger nærmest nede i en gryde, så luften ikke bliver skiftet ud. De nye EU-lande i Øst- og Centraleuropa har heller ikke fine statistikker, men forholdene vil blive markant bedre inden for de kommende år. I tyndere befolkede områder som Spanien, Irland og Sverige er luftforureningen langt mindre. Filtre på vej Tallene er en del af forundersøgelserne for en strategi for luftforurening, som kommissionen fremlægger i maj. Der er dog allerede besluttet en del ting i EU, der skal få landene til at svine mindre. Bilerne skal have filtre, og industri og kraftværker i EU skal forurene mindre. »Det er ganske væsentlige procenter, landene skal skære med. Der skal gøres en stor indsats for at overholde grænserne«, siger Finn Palmgren. Ser man frem til 2020, bliver der langt færre røde områder på kortet. Med undtagelse af de større byer er det kun Benelux, Norditalien og Østeuropa, der lyser rødt, og 80.000 færre vil dø for tidligt. »Der vil stadig være markant uheldige påvirkninger på menneskers helbred i 2020«, konkluderer undersøgelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her