Mange patienter med den meget alvorlige lidelse levercirrose - skrumpelever - kan redde livet ved hjælp af antibiotika. En specialist i leversygdomme opfordrer landets læger til at være opmærksomme på denne relativt nye behandlingsmulighed. »Behandlingen er blevet mere aktuel, efter at man er blevet klar over, at bakterieinfektioner er en af de hyppigste dødsårsager for patienter med skrumpelever«, siger professor Hendrik Vilstrup, Århus Universitetshospital. Kraftigt forøget risiko for at dø En patient med skrumpelever har i det første år efter at have fået sin diagnose mere end 40 gange større risiko for at dø af en infektion end normalbefolkningen. Infektionerne rammer alle organer i kroppen med »stærkt øget hyppighed og dødelighed«. Et andet symptom på skrumpelever kan være kraftigt opkast af blod, blodstyrtning, og også her kan dødeligheden reduceres med antibiotika. Det er først efter en gennemgang af en lang række af de registre, der findes i Danmark, at lægerne er blevet klar over, at netop bakterieinfektioner er en af de hyppigste dødsårsager i denne patientgruppe. Mindst halvdelen af infektionerne skyldes smitte, som er erhvervet under indlæggelsen. »Det tal er påfaldende højt, og det har sin årsag i, at patienterne dels er immunsvækkede og dels meget ofte skal på sygehus og have foretaget indgreb. Det gør dem til oplagte ofre for sygehusinfektioner«, fastslår Hendrik Vilstrup. Høj dødelighed Af en stribe artikler i Ugeskrift for Læger fremgår det, at skrumpelever er en farlig sygdom med en meget høj - og hurtig - dødelighed. En tredjedel af patienterne dør i det første år efter diagnosen, og yderligere en tredjedel dør i løbet af de næste 10 år. Halvdelen af dødsfaldene skyldes druk, og her er mændene i overtal blandt ofrene. En anden stor dødsårsag er forkert aktivitet i immunsystemet, og her er kvinderne i overtal. »Mange tror, at skrumpelever altid skyldes alkohol, men det er en misforståelse. Leverens funktioner kan sagtens forstyrres af andre årsager. Leveren er et meget vigtigt organ, der så at sige servicerer de andre organer, og går der først kludder i disse processer, kan det gå helt galt andre steder i kroppen. Eksempelvis har patienter med skrumpelever omkring 50 gange øget risiko for at få leverkræft og også øget kræftrisiko i stort set alle andre organer«, forklarer Hendrik Vilstrup. 15.000 danskere har skrumpelever, og årlig kommer 5.000 nye patienter til. Patienterne lever altså kun tre år i gennemsnit, efter de har fået deres diagnose. Antallet af syge i Danmark er klart større end i de øvrige skandinaviske lande, hvilket ifølge professoren antagelig skyldes danskernes livsstil. Men med de stadigt bedre behandlingsmuligheder er det altså nu blevet muligt at hjælpe mange flere med skrumpelever.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























