Tre i retten for drabsforsøg

Lyt til artiklen

En sommeraften i juli var en 22-årig amerikansk udvekslingsstudent tæt på at dø. Han blev brutalt overfaldet af tre unge mænd på Kgs. Nytorv i København, men på trods af et livstruende knivstik i brystet og flere spark på kroppen overlevede amerikaneren mirakuløst. I dag begynder retssagen mod tre indvandrerdrenge på henholdsvis 16, 17 og 19 år. Anklagemyndigheden har tiltalt dem for drabsforsøg og vold af særlig rå karakter efter det voldsomme overfald på udvekslingsstudenten. De tre tiltalte nægter sig skyldige. En tur i byen Den amerikanske udvekslingsstudent havde været i byen med en flok studiekammerater fra Copenhagen Business School på L.A Bar i Sværtegade i det indre København. Mens de morede sig, kom tre unge mænd ind på baren. De havde med en vis aggressivitet generet en af udvekslingsstudenternes veninder. Det endte med tumult ude foran baren, hvor politiet også var indblandet. Gruppen af studiekammerater valgte at gå hjem efter den voldsomme episode. Men de nåede ikke langt. Ved fodgængerfeltet ved Magasin på Kgs. Nytorv kørte en sort bil op foran drengene. Ud sprang fem unge mænd. En af dem havde en afskåret flaske i hånden, tre havde knive. De begyndte at jagte en australsk udvekslingsstudent, som ikke havde noget med den tidligere episode at gøre. Den unge amerikanske udvekslingsstudent løb efter dem for at hjælpe sin ven. Stukket i brystet Opgøret endte med, at den 22-årige amerikaner blev stukket dybt i brystet med en lommekniv på Kongens Nytorv i København. I samme øjeblik kom politiet og anholdt de fire angribere, der var tilbage. Politiet fra Station City fortalte efterfølgende, at den unge amerikanske mand var meget heldig, da kniven lige så godt kunne have ramt lungen, hjertet og hovedpulsåren - alle de vitale organer. Sagen har paralleller med knivdrabet på den italienske turist Antonio Currà forrige sommer. Drabsmændene, to fætre med tyrkisk oprindelse, sidder nu i fængsel i henholdsvis ti og otte år dømt for drab og skal udvises for bestandigt efter afsoning. Der forventes dom mod de tre unge på torsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her