Et enkeltstående tilfælde af en særdeles aggressiv og resistent hiv-virus fik fredag de amerikanske sundhedsmyndigheder i New York til at udstede en advarsel til samtlige af byens hospitaler og læger, om at teste alle nykonstaterede hiv-tilfælde for spor af en ny virus. Herhjemme maner professor og leder af Epidemiklinikken på Rigshospitalet Peter Skinhøj til besindighed. »Det er højst usandsynligt, at der skulle være tale om en ny form for supervirus. Det drejer sig snarere om et enkeltstående tilfælde, der af forskellige årsager har udviklet sig anderledes, end man typisk ser«, siger professoren, som betegner de amerikanske myndigheders advarsel som en overreaktion. Vi skal se flere lignende tilfælde og have langt stærkere beviser for en eventuel ny virus før vi vil se en lignende reaktion fra de danske sundhedsmyndigheder, vurderer Peter Skinhøj. Farlig virus kan være tilbageskridt Han understreger dog, at det vil være et alvorligt tilbageskridt, hvis det - mod hans forventning - viser sig, at der er tale om en helt ny form for virus. »Det ville da være usædvanligt grimt, hvis vi står overfor en ny virus, som er helt ligeglad med de kendte medicinske behandlinger. Sådan en virus vil sparke aids- forskningen tilbage til udgangspunktet. Det ville være som at starte helt forfra«, siger han. De foreløbige undersøgelser af tilfældet i New York viser, at patienten - en 40-årig mand - kan have udviklet aids bare to måneder efter, at han er blevet smittet. Typisk tager det 10 år, før hiv bliver til aids i udbrud. Der er dog tidligere registreret tilfælde, hvor patienten har udviklet sygdommen i løbet af kun få måneder. Det angiveligt unikke ved tilfældet i New York er, at virussen har udviklet sig så hurtig samtidig med, at den har vist sig resistent over for de kendte medicinske behandlinger. Forskellig reaktion Peter Skinhøj afviser imidlertid, at det nødvendigvis skulle være ensbetydende med en ny virus: »Menneskers immunforsvar reagerer meget forskelligt på hiv. Nogle kan overleve med virussen i op til 20 år, mens andre bukker under for den samme virus i løbet af måneder. Det er højst sandsynligt det sidste, der har været tilfældet for patienten i New York«, siger professoren og tilføjer, at grunden til, at mandens virus ikke har reageret som den skulle på medicinen, kan skyldes, at han er blevet smittet af en resistent virus. Leder efter sex-partnere I USA har man tidligere konstateret en række tilfælde af den resistente virus, som overføres fra hiv-smittede, der er i behandling, og hvis vira derfor allerede har vænnet sig til medicinen. Peter Skinhøj oplyser, at han ikke kender til lignende tilfælde af resistens herhjemme. Den aids-syge amerikanske mand formodes at være blevet smittet i oktober sidste år, da han dyrkede sex med adskillige andre mænd i løbet af samme aften. Han fik konstateret aids i udbrud i januar. De amerikanske myndigheder forsøger i øjeblikket at opspore hans partnere for også at teste dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























