Fremtrædende jøder i det danske samfund finder det voldsomt ubehageligt, at en hjemmeside hænger dem ud på grund af deres jødiske baggrund. »Jeg har løbende oplevet at blive chikaneret, fordi jeg er jøde. Men det har som regel været breve skrevet med rystende skråskrift og underskrevet Holger Danske«, siger redaktionschef på DR 2 Arne Notkin. »Men denne hjemmeside er noget andet. Det er moderne teknik, der er benyttet, og det kunne tyde på, at det er et forholdsvis ungt menneske, der står bag«, siger han. Hjemmesiden, som er blevet omtalt i Morgenavisen Jyllands-Posten, er på engelsk og har en overskrift, hvor der står 'Dansk politik immigration og jødisk indflydelse - valgresultater 2005'. Politikere og mediepersoner hænges ud Derefter gennemgår siden de danske partier - og hvordan de forholder sig til Israel og indvandrerspørgsmål. Siden nævner specielt fremtrædende politikere og mediepersoner. En række af dem - bl.a. Mette Fugl, Georg Metz, Samuel Rachlin, Herbert Pundik, Martin Krasnik, Arne Melchior og Erling Olsen - er vist med billede med teksten 'Jew' nedenunder. SF-politikeren og muslimen Kamal Qureshi er også vist med billede, og under det står, at han specielt fremhæver sexundervisning som dyresex, men også kæmper for muslimske kvinders ret til traditionelle ægteskaber. Kommentator i dagbladet Information Georg Metz beskrives på hjemmesiden som »venstreorienteret pro-immigration jødisk journalist« og »fanatisk pro-immigrations-lobbyist«. »Den største tjeneste, man kan gøre sådan nogle folk, er at vise, at man er bange. Jeg er ikke skræmt, men jeg er ubehageligt berørt, fordi det understøtter nogle strømninger i vores samfund. Tonen i samfundsdebatten er blevet meget hadsk over for minoritetsgrupper«, siger Georg Metz. Hjemmesiden har adressen www.mosaisk.com, der ligger tæt op ad den, som Det Mosaiske Troessamfund har. Formanden for Mosaisk Troessamfund, Jacques Blum, siger, at siden ikke i sig selv får ham til at frygte flere overgreb på jøder. »Det er mere de mange små dryp, som ud fra en samlet vurdering gør mig utryg«, siger Jacques Blum, der nu sammen med andre medlemmer af trossamfundets sikkerhedsudvalg vil vurdere, om de vil politianmelde hjemmesiden. PET vil undersøge side Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil imidlertid allerede nu gå i gang med at se på, om hjemmesiden overtræder straffelovens racismeparagraf. »Vi har gennem længere tid overvåget hjemmesiden. Men at den har vakt diskussion i offentligheden gør, at vi vil overveje en strafferetlig efterforskning. Normalt er vores opgave ikke at lave strafferetlig efterforskning, men at overvåge«, siger chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen: »Hjemmesiden benytter ytringsfriheden maksimalt og er dermed inde i en gråzone, hvor vi må se, om den overtræder loven«. PET har de senere år bemærket, at folk på den ekstreme højrefløj er kommet med stadig stærkere ytringer mod bl.a. jøder og folk, der støtter en mere lempelig udlændingepolitik. »Hjemmesiden får os dog ikke til at øge beskyttelsen af bestemte personer«, siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























